Fødselsberetning: Et barn kom til verden og en doula var født

Da jeg var 38+6 blev jeg indlagt på Aalborg Sygehus med regelmæssige veer. På en halv time havde jeg åbnet mig fra 2 cm til 3 cm, og vi fik både ringet efter min mor, hentet fødselstasken og indstillet os på, at nu var det nu. 

Og så skete der ikke mere. Jeg mærkede intet længere, CTG’en viste også, at der ikke var den mindste ve. Jeg fik hindeløsning, for at skubbe tingene i gang igen, men da jordemoderen lavede indvendig undersøgelse to timer efter indlæggelse, var der ikke sket noget siden sidst.

Vi blev derfor sendt hjem, men jordemoderen smilede beroligende: “Jeg er sikker på at vi ser jer igen inden i morgen tidlig.”

 

Læs også om Min Første Graviditet

 

Ventetid og veer

Vi tog hjem og ventede. Jeg ramte 39+0 den næste dag, og der var ikke skyggen af baby. Så vi ventede lidt mere. Jeg havde ubetydelige, drillende plukveer, men det havde jeg haft hele graviditeten. Vi ventede og ventede. Der gik en dag. Og så en mere. Udover plukveerne var der ingen tegn på fødsel. Så vi ventede…

 

Og ventetiden blev lang. Gennem min graviditet havde jeg indstillet mig på, at jeg ville gå over tid, men efter at have været indstillet på, at fødslen var i gang, havde jeg svært ved at give slip.

Vi ventede, og vi ramte terminsdatoen. Vi kom også forbi terminsdatoen, og da jeg gik nogle dage over, tænkte jeg, at min søn måske aldrig ville komme ud. Chancen havde været der, og vi tog den ikke. Ærgerligt ærgerligt.

Elsk fødslen i gang

På en solskinsfyldt forårsdag i april havde jeg fået nok. Der var gået to uger med plukveer on and off. Den her baby skulle ud, så vi havde sex dagen lang, indtil plukveerne begyndte at ændre karakter. Og så havde vi lige sex en gang til.

Det var en dårlig ide, for jeg var simpelthen så træt. Jeg overvejede at hvile mig, men af frygt for, at det hele skulle gå i sig selv (igen igen igen), gik vi en rask, lang tur. Da vi kom hjem omkring klokken 21, begyndte veerne at tage til – for nu var det nemlig ikke kun plukveer længere. Derudover var de regelmæssige og kom med 7 minutters mellemrum. Jeg ringede til min mor, som kom med det sammen.

Klokken var 22 om aftenen, og da min mor var ankommet, ringede jeg til fødegangen, da der nu kun var 4-5 minutter imellem veerne. Jeg blev i første omgang afvist, da jeg ikke lød til at have rigtige veer. Efter yderligere 10 minutter ringede jeg igen, og insisterede på at komme, selvom jordemoderen ikke var meget for det.

 

Død over Limfjordsbroen

Jeg fik kæmpet mig ned af vores trapper og ind i min mors bil. Alexander sad foran, mens jeg stod på bagsædet på alle fire og arbejdede med mine veer. Jeg bad til at turen ville gå hurtigt, men skæbnen ville, at Limfjordsbroen gik op på vej over til Aalborg.

ALDRIG i mit liv har de små, fandens til uduelige møg-både sejlet så langsomt, og ALDRIG har broen bevæget sig så langsomt for at komme ned igen. Jeg tog hvad der føltes som 100 veer på bagsædet af min mors bil, og tænkte for mig selv, at jeg ikke ville bo i Nørresundby mere.

Da vi nåede ind til sygehuset, parkerede min mor et godt stykke fra indgangen. Jeg tror, at hendes formål var at få endnu mere gang i veerne, hvilket jeg ikke tror var nødvendigt. Jeg havde en ve hver 10. meter, og da vi endelig nåede hen til indgangen, kunne jeg ikke komme hurtigt nok op på fødegangen.

 

Et fødekar er paradis på jorden

Da vi kom op på fødegangen lidt over 23, fik jeg en indvendig undersøgelse, hvor den tidligere skeptiske jordemoder kunne lykønske mig med 5 cm åben. Jeg bad derefter om en fødestue med fødekar, da jeg ønskede at føde i vand. Imens karet blev fyldt, gik jeg rundt på fødestuen, hvor jeg tog veerne i forskellige stillinger. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke skulle ligge ned, hverken på ryggen eller på siden, og at jeg helst skulle stå op eller stå på alle fire.

Min mor og Alexander så hjælpeløse til, da jeg på det tidspunkt ikke havde lyst til at nogen skulle snakke eller røre ved mig. Min krop begyndte at presse mig, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for noget til at hjælpe mig gennem veerne. Der var vagtskifte hos jordemødrene, så vi måtte vente lidt endnu.

Så snart fødekaret var klar, hoppede jeg i, og alt ændrede sig. Der sænkede sig en ro over mig, og der kom en lang ve-pause, hvor jeg følte mig vægtløs, elsket, svævende og fri.

Jeg var virkelig afslappet… og afstresset. Det der bare er med veer, det er, at de godt kan lide at være en del af sådan en afstressende og afslappet situation. Derfor tog de pay-back bigtime, men jeg holdte fast i min dybe vejrtrækning og rolige bevægelser, mens jeg tænkte: “For hver ve, er jeg tættere på mit barn. Du kan det her, Anne-Kathrine, du er stærk og din krop arbejde for dig. Du skal slappe af og give slip.”

 

Trapo, por favor!

Lige over midnat blev jeg undersøgt igen, og jeg var nu 7,5 cm, så jeg forberedte mig på, at der stadig manglede den hårdeste del af udvidelsesfasen. Der var god stemning på fødestuen, og imellem veerne var der tid til at grine og snakke lidt.

Alexander talte endnu ikke dansk og hans engelske var begrænset. Derfor havde jeg lavet en mini-ordbog på et papir til ham og min mor med alle de forskellige udtryk fra diverse fødselsscenarier. Det viste sig heldigvis, at jeg havde overskud til at oversætte gennem hele fødslen – og ellers foregik det meste på spansk.

Min mors spanske var også meget begrænset, men hun fangede da hurtigt et par ord, såsom ‘agua’ (vand) og ‘trapo’ (klud), de to ingredienser, som var altafgørende for mig lige efter en ve. En lille tår vand og en kold klud på panden, fik mig til at slappe af hurtigt, så jeg kunne nyde mine lange ve-pauser.

 

Smertelindring må der til

 

På et tidspunkt tilbød jordemoderen mig sterildvandspabler. Det prøvede jeg, men oplevede bistikkene smertefulde under den ve de blev lagt, og derefter havde de ingen funktion. Vandet, mine mantraer, vejrtrækningen og støtten omkring mig var al den smertelindring jeg havde brug for.

Alexander var en klippe gennem hele graviditeten. Han var tavs og observerende, og sad ved min side gennem hele fødslen, hvor jeg fandt ro og styrke i at holde ham i hænderne. I pauserne serverede han mit vand og lagde kluden på min pande, mens han fortalte, at han elskede mig, og strøg mit hår. Jeg kunne godt have klaret det uden ham, men det havde været meget sværere, og jeg ville have manglet hans støtte og hans kærlighed. Han er den ultimative fødselspartner.

Klokken 01 blev jeg målt igen, da jeg havde begyndende pressetrang. Jeg var 9 cm åben, og elskede tanken om, at der ikke var længe til, at jeg skulle møde mit barn. Jeg gispede gennem veerne i en halv times tid, indtil jordemoderen spurgte, om jeg havde lyst til at presse. Og det havde jeg da. For jeg vidste, at når man begyndte at presse, så var der måske allerhøjst en times tid til at man skulle møde sit barn. Så jeg begyndte at presse…

 

To skridt frem, to skridt tilbage

Da vi nåede til pressefasen gik det op for mig, at jeg ikke havde forberedt mig på denne del, udover at jeg tænkte det måtte gøre ondt. Jeg vejede selv 4600 gram, da jeg blev født, og forventede min baby var ligeså stor. Jeg havde desuden læst, at pressefasen normalt tog en times tid for førstegangsfødende, og at man slet ikke kunne lade være med at presse, så ens krop viste en vej. Det gjorde min bare ikke, for min krop var slet ikke klar til, at jeg skulle presse med.

Jeg pressede alt hvad jeg kunne, men der skete intet. Veerne begyndte at aftage. I dag tænker jeg, at det var fordi, at min krop pludselig har tænkt: “Hov, nej? Hvad laver du? Presser? Det har vi da ikke kræfter til, vi kan ikke det hele på en gang. Stoooooop”

Da jeg havde presset i lidt over en halv time uden ændring, foreslog min jordemoder at tage vandet, så jeg kom op på briksen, hvor vandet blev taget, og derefter kom jeg ned i karet igen. Det gjorde dog ingen forskel. Jeg pressede og pressede, men jeg begyndte at blive træt, så efter en time med intense og aktive pres, kom jeg op på briksen, hvor jordemoderen lagde ve-drop.

Men ligeså snart jeg kom op på briksen og fik ve-drop, begyndte veerne at aftage endnu mere, og jeg mistede helt kontakt til min krop. Jeg havde ondt, jeg var træt, jeg var modløs og jeg var svimmel. I yderligere en time pressede jeg med ineffektive veer og en fuldstændig udmattet krop. De kunne nogle gange skimte Nohrs hoved, men han blev ved med at ryge tilbage, og han kom ikke længere ud. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvor han var, og hvad der skete.

De fødte ham for mig

Jeg havde presset i to timer, da jeg sammen med jordemoderen aftalte, at vi måtte få ham ud med cup. Min lille babys hjerteslag var overhovedet ikke påvirket på noget tidspunkt, så der havde ikke været nogen nødsituation, men efter to timers meget aktiv pressefase, kunne jeg ikke mere. Jeg var færdig, og jeg var ligeglad med alt, bare han kom ud.

Hun ringede efter dem, og fortalte mig, at jeg stadig kunne nå det, hvis jeg pressede til på den næste presseve, men der var intet tilbage. Der var ingen veer, ingen kræfter og ingen energi. Jeg husker resten i slørede, små klip.

Det væltede lige pludselig ind med mennesker, en kvinde med flere assistenter på hver side og en masse apparater. De lagde cuppen, og for første gang i hele forløbet råbte jeg. Det gjorde ondt, og Alexander var ligeså forskrækket. De trak første gang, jeg græd. De trak anden gang, og jeg skreg. Jeg så mig selv udenfor min krop, oplevede det hele væk fra mig, for jeg kunne ikke selv holde til at være i det.

Og sådan kom Nohr til verden, 03.45 en tirsdag morgen. Jeg kan læse, at han blev afnavlet med det samme, mens han lå på min mave, og at moderkagen blev født få minutter senere . Jeg kan ikke huske, at han kom op til mig, men jeg kan huske, at han skreg kort, og jeg kan huske, da jeg kiggede på ham for første gang. Han var helt perfekt, men hvor kom han fra?

“Skal han hedde Nohr?”, spurgte Alexander mig. Han var ekstatisk og lykkelig. “Jeg ved det ikke,” svarede jeg. Jeg følte en enorm uro, lykke, forskrækkelse, sorg, glæde fortrydelse og frygt. Hvad var der lige sket?

 

En doula var født

Nohr var den lækreste, tykke baby på 3900 gram og 51 cm. Han var så smuk, så rolig, så tryg og så dejlig. Han sov meget, græd aldrig og fyldte os med lykke. Og han lignede en lille Nohr. Vi var forelskede i hinanden og i ham, og selvom amningen også skulle give os mange udfordringer, var vi høje på lykke.

Læs her om starten på Nohrs ammeforløb.

Dagen efter fødslen følte jeg, at min krop var revet i småstykker. Jeg fik kun to sting, så det var mest min muskler, der gjorde ondt, og jeg kunne næsten ikke gå. Pressefasen havde været hård ved mig, og min stakkels mor var også ramt – hun havde siddet og presset sammen med mig i de to timer. Efter fem fødsler er det åbenbart en vane, der er svær at give slip på.

Mit indre var også revet i småstykker. Jeg følte længe, at jeg havde fejlet. Jeg følte, at jeg ikke selv havde født min søn, jeg kunne ikke huske det største øjeblik i mit liv. Der skulle gå lang tid, før jeg lærte at acceptere afslutningen på Nohrs fødsel.

Jeg mødte mange, som kunne dele den samme fødselshistorie, men det hjalp mig ikke at vide, at mange førstegangsfødende afsluttede deres fødsler med cup. Tværtimod, og da jeg fandt ud af, at en fødsel kan være noget helt andet, begyndte mine tanker om, hvordan jeg kunne være med til at ændre dette. Da Nohr var et halvt år, stødte jeg på begrebet Doula, og fra det øjeblik vidste jeg, at det var det jeg skulle være, og altid havde været.

 

 

Til den allerskønneste Nohr: Du er mere end vi nogensinde kunne have drømt om. Du giver os så meget hver dag med din omsorgsfulde, kærlige personlighed. Du er tapper, følsom, mild, fjollet og vi elsker dig af hele vores hjerte. Tak fordi du fandt vej ind i vores liv.