Da frygten fyldte mere end kærligheden

Jeg kendte ikke til kærlighed før jeg fik børn. Jeg kendte heller ikke til frygt.

Derfor var det tildels med en knude af nervøsitet i maven, da vi krydsede Atlanten som forældre for første gang for at besøge mine svigerforældre i Ecuador. Jeg havde jo rejst rundt med bind for øjnene de andre år. Jeg havde cyklet ned af the death road i Bolivia, kastet mig ud fra broer i Baños, river rafted og lavet canopying hver gang jeg havde muligheden. Jeg havde hoppet på rullende bybusser, siddet bag på ladet af pick up trucks, der kørte 100 kilometer i timen, og selvom jeg havde været med i en enkelt busulykke og selvom antallet af bevæbnede røverier var stigende i de selvsamme busser, tog jeg gladeligt den 7 timers lange køretur fra hovedstaden i bjergene af Ecuador og ud til kysten. Der hvor jeg efter 4 rejselystne år i Sydamerika, forelskede mig i Alexander og blev gravid med Nohr.


Nu var jeg tilbage som mor, og der var død og sygdom overalt. Risikoen for madforgiftning fra mine gamle favorit-spisesteder var nu for stor til at jeg ville risikere det for min søn, og mit eget liv havde pludselig også fået en anden værdi – jeg var nogens mor. Jeg var uundværlig!

 

Velkommen hjem

Det var en lang rejse fra Danmark til Ecuador. Vi brugte først en uge i Spanien hos Alexanders ældste bror, hvorefter vi fløj fra Valencia til Lissabon til Bogotá og endelig Quito. I Quito skulle vi sove en enkelt nat inden turen gik til Atacames.



Vi var dødtrætte, da vi nåede frem, og den første nat gik med uafbrudt hoste og amning og jetlag. Allerede kort efter morgenmaden var både Nohr og jeg klar til en lur, så vi lagde os i mine svigerforældres soveværelse, hvor der var køligt.

Jeg faldt i søvn som en sten med 7 måneder gamle Nohr ved brystet. Jeg vågnede få minutter senere med et sæt. Jeg kunne høre Nohr skreg, som jeg aldrig havde hørt ham før, men han var ikke ved siden af mig i sengen. Han lå nede på det kolde stengulv. Inden jeg nåede at reagere, kom Alexander og min svigermor løbende ind ad døren.
Nohr var faldet ud af den høje seng. Han trillede aldrig i søvne. Undtagen den dag.

Jeg tog ham rystende op, og Alexander tog over for at trøste. Nohrs gråd forsvandt langsomt, og pludselig rullede han det hvide ud af øjnene, mens hans lille krop krampede et par sekunder og lå så pludseligt livløst i Alexanders arme.

 

En Hollywood film

Det øjeblik har limet sig på min nethinde. Indeni skreg jeg af frygt. Hvad var det der skete?!

Min svigermor råbte af Alexander, at han skulle løbe ned til lægen hurtigt, og mens Alex løb ud af døren, løb jeg ind på vores værelse for at finde pas og kreditkort. Mennesker har mistet livet udenfor hospitaler i Ecuador, hvis de ikke har kunnet bevise, at de er forsikret eller har penge til at betale. Jeg vidste hvad vi kunne risikere.

Da jeg kom ned for enden af trappen og ud på gaden foran mine svigerforældres hus, kiggede jeg forvirret til alle sider. Alexander var allerede væk. På gadehjørnet stod en flok mennesker og råbte til mig, da de fik øje på mig: “Han løb den vej”, mens de pegede ned af hovedgaden i den lille, men turistfyldte og trafikerede landsby: “Han stjæler den lille gringo, han tog barnet fra hende, han løb den vej!”

Jeg havde ikke tid til at forklare, at manden med barnet faktisk var barnets far, og at manden med barnet for blot to år siden havde været deres lokale slagter, at lokalet lå lige der hvor de stod, og at de ikke kunne genkende ham, fordi han havde fået langt hår. Jeg skulle bare finde dem.

“Han løb den vej!”, blev de ved med at råbe, så jeg spurtede afsted med mine lange ben og bare fødder på Atacames sandede hovedgade. Solen var skarp og varmede mere end min blege hud kan klare, og sten og glas ridsede og skar under mine fødder, men jeg mærkede det ikke. Asfalten brændte. Jeg skubbede til folk og løb ud foran biler og motorcykler. Jeg kunne ikke se dem, men længere foran løb Alexander med livløse Nohr i armene, mens han forsøgte at give ham hjertemassage. Han har senere fortalt mig, at han troede, at Nohr ikke trak vejret.

Da jeg kom væk fra menneskemyldret stoppede jeg og kiggede forvirret rundt. Jeg kunne ikke finde lægehuset og jeg kunne ikke finde Alexander. “Gringa, hvad sker der?”, råbte en mand fra sig vindue. Jeg snurrede rundt om mig selv og råbte, at jeg havde brug for at finde lægen. “Men fortæl mig først hvad der sker?”, svarede manden. “Mit barn!” råbte jeg grådkvalt, hvorefter han pegede tilbage mod den vej jeg var kommet fra. Jeg løb tilbage og fandt hurtigt lægen. “Jeg vil ikke miste ham, jeg vil ikke miste ham” sagde jeg til mig selv igen og igen og igen. Jeg løb hen imod klinkken. Uden luft stillede jeg mig panikslagen i døren, hvor lægen, to sygeplejersker og Alexander stod over en briks. Jeg kunne se Nohrs små fødder. Alexander vendte sig om, kiggede mig i øjnene og sagde: “Han er okay!”

 

Antiklimaks

Pludseligt blev jeg ramt af en svimmelhed, mine ben blev spaghetti og det sortnede for mine øjne. Jeg trådte ud af lokalet og Alexander hjalp mig grædende ned på terrassen foran lægehuset. “Han vågnede lige da jeg kom herhen. De tjekker ham, men han er okay!”

Adrenalinen pumpede i min krop, støv og sved og tårer fyldte mit ansigt: “Jeg troede vi mistede ham! Jeg troede han havde slået hovedet og havde taget skade! Jeg troede han var død!” Alexander holdte om mig og sagde: “Også mig.”

Vi tog Nohr hjem, for derefter at låne en bil til den nærmeste storby, Esmeraldas. Her blev han tjekket af en børnelæge, der bad os observere ham i 72 timer. Den danske læge fra vores forsikringsselskab bad os holde dem opdaterede, og mente for nu, at vi ikke skulle bekymre os. Alle læger kunne kun blive enige om, at det måtte have været en affektkrampe. En meget voldsom en af slagsen. Over facebook fik jeg hurtigt kontakt med en mor, hvis datter havde haft mange affektkramper gennem de første år, og jeg fandt hurtigt ud af, at det er et meget normalt fænomen, men hele scenariet omkring Nohrs anfald var ikke normalt.

Vi havde ikke engang været i Atacames i 24 timer endnu, og der var 3 måneder til at vi skulle hjem. Mine ben var fyldt med blå mærker og sår under fødderne og Alexander havde overanstrengt sit skadede knæ. Den tapre og milde lille Nohr var sig selv. Stille, smilende, observerende. Han var helt okay, og sådan blev det ved med resten af tiden i det varme, betagende og kaotiske land.

Men selvom jeg elskede (og stadig elsker) det varme, betagende og kaotiske lande, kunne jeg ikke nyde det, for jeg var rædselsslagen. Jeg vågnede forskrækket op flere gange om natten for at mærke Nohrs vejrtrækning. Jeg så fare overalt. Jeg var overbeskyttende, stresset og konstant på vagt. I dag tænker jeg, at jeg vidste, at det ikke var ovre, og der gik ikke 5 måneder, før vi igen stod med vores livløse barn i armene. Denne gang i Danmark, og denne gang var det et epileptisk anfald, der startede en helt ny rutsjebanetur for vores lille familie. En historie som jeg vil fortælle om… en anden gang.

Om en måned er det fire år siden, at Nohr faldt ned af sengen i Ecuador. Og om lidt over en måned står vi igen i Atacames, denne gang som forældre til to og med en verden af bagage og oplevelser i ryggen. Hvad vi ikke har måtte stå imod de sidste fire år! Netop derfor er denne oplevelse kommet op til overfladen igen. Jeg har brug for at fortælle den og derefter tage afsked med den, for selvom den altid vil være en del af vores historie, skal den ikke have mulighed for at slå skår i vores fremtid.

Jeg glæder mig sådan til at se mit elskede Ecuador igen. Og jeg får tårer i øjnene over tanken at dele det med vores børn. Jeg tror nu på, at historien bliver en anden. Jeg kender til kærlighed og jeg kender til frygt. Men jeg støtter mig mest op af kærligheden.

Ecuador, Atacames, here we come!