Fødselsberetning: En hjemmefødsel er Lykken

Vores lille baby lod vente på sig. Den dag jeg ramte 41+0, kunne jeg mærke, at jeg følte mig på usikker grund. Jeg nåede til alle de stadier der følger efter utålmodighed: frustration, ligegyldighed, stress, usikkerhed og bekymring. Jeg talte med min egen jordemoder, en veninde som er jordemoder, en doula-kollega og andre bekendte, som også havde gået over tid.

Jeg ønskede ikke, at gå imod anbefalingerne, men såfremt vi nåede til 42+0, ville vi ikke tage imod igangsættelse, medmindre der var tegn på fare hos mit barn eller jeg. Jeg så ingen logik i at ændre planerne for fødslen udelukkende på baggrund af en dato.

Jeg prøvede at forestille mig, at jeg var en urkvinde. Jeg kendte hverken dato eller tid. Jeg kendte ikke til mandage eller fredage, terminsdatoer eller at gå over tid. Jeg kendte ikke til hospitaler, læger eller medicin. Jeg vidste, at jeg var gravid, og jeg vidste at fødslen nærmede sig.

Vores baby kom den dag vi nåede til den sidste følelse i følelsesregisteret: fred og at give slip. Det var hele ventetiden værd.

 

At ryste barnet ud

Jeg vågnede torsdag morgen med en stor skuffelse. Ingen veer, ingen baby og ikke så meget som skyggen af, at der var noget på vej. Jeg var gået 11 dage over tid nu. På min telefon lå der en SMS fra min jordemoder, som fortalte, at hun havde været til fødsel om natten, og derfor slukkede telefonen for at sove indtil middagstid. Jeg svarede tilbage: “Sov dejligt <3 her sker der ingenting”.

Jeg havde haft tid til hindeløsning hos hende, men havde aflyst i hele mit tankevirvar, da det var vigtigt for mig, at fødslen gik i gang helt naturligt. Jeg fik i stedet tilbudt en CTG, en scanning og en samtale med en fødselslæge dagen efter, hvor jeg ramte 41+5. Derefter ville jeg overveje mine muligheder i forhold til igangsættelse – eller blive ved med at vente.

I mellemtiden aftalte jeg med Alexander, at han skulle ryste mig blidt med rebozoen et par gange den dag. Jeg stillede mig op af væggen med let spredte ben, mens han rykkede roligt i stoffet og fik min hofte til at bevæge sig taktfuldt. Det fremkaldte et par plukveer, hvorefter en murren og en rummen i underlivet gik i gang.

 

At amme fødslen i gang

Da Alexander tog på arbejde kl. 17.30, følte jeg skuffelsen igen. Jeg havde sovet middagslur med vores 2-årige søn, min mand havde rystet mig med rebozoen et par gange, og ellers gik jeg bare og puslede med ting og sager i huset. Endnu en dag var gået.

Da han kom hjem igen kl. 20.30, var jeg lige blevet færdig med at amme vores søn i søvn. Under amningen havde den svage murren ændret sig til uregelmæssige sammentrækninger, som ikke skulle pustes igennem, men som heller ikke kunne ignoreres. Jeg smilede inde i mig selv, og jeg håbede inderligt, at de ville blive ved.

Jeg lagde mig i sengen for at hvile mig, og mens resten af kroppen slappede af, arbejdede min livmoder for sagen. Efter et par timer tog jeg et bad, hvor jeg mærkede mig selv indvendigt for at se om der var sket noget – og det var der! Livmoderhalsen var næsten væk.

 

Veer er fryd og gammen

Efter at jeg havde mærket mig selv, og jeg var blevet bekræftet i, at fødslen for alvor var i gang, sendte jeg en SMS med status til min jordemoder. Derefter ringede jeg til min svigerinde og min mor, som skulle være med til fødslen.

Alexander gik i gang med at fylde fødekaret, mens at jeg stillede slik, snacks og de ting frem, som jeg ønskede, at vi skulle bruge under fødslen. Hver gang jeg fik en ve, gik jeg hen til yogabolden, satte mig på knæ og trak vejret dybt..

 

Læs om graviditeten og forberedelserne til hjemmefødslen her.

 

Jeg ved, at det kan være svært at forholde sig til for nogen, men jeg NØD veerne. Det var så dejligt, at de endelig var kommet, for jeg havde glædet mig til at opleve veer igen. Selvfølgelig var det hårdt, og jeg skulle arbejde både med mine tanker og min krop under dem. Jeg var bare rigtig rigtig glad for, at de endelig var her.

 

Fuldt hus

Min svigerinde ankom først, og kort efter hun kom, tænkte jeg, at det nok var tid at ringe og give status til min jordemoder. Da jeg ringede, fik jeg to veer lige efter hinanden, og vi blev enige om, at hun godt kunne gøre klar.

 

Lidt efter dukkede min mor op. Det var rigtig hyggeligt, mens vi ventede på jordemoderen. Vi kunne grine og snakke mellem veerne, som stille og roligt tog til. Jeg begyndte at længtes efter fødekaret, men jeg ville vente med at hoppe deri indtil min jordemoder kom, eftersom jeg vidste fra sidste fødsel, at fødekaret er en ve-stimulator for mig.

Jordemoder og kameramand kom lidt før klokken 1, og jeg nåede næsten ikke at hilse, før jeg havde smidt tøjet og var hoppet op i fødekaret. Det var en befrielse. Jeg fik en lang ve-pause, mens min krop og mit sind sugede følelsen af ro, varme, vand og min lette krop til sig.

Kort efter vågnede Nohr, og han kom med op til os andre, da han allerede havde hørt, at der var gang i den i stuen. Vi tænkte, at det var utrygt for ham, at ligge nede i sengen, hvor han kunne høre os alle sammen, men ikke se hvad vi lavede. Han kom hen til mig på sin fars arm, vi gav hinanden et kys og et knus, hvorefter han satte sig hen i sofaen, som stod lige bag ved fødekaret. Der sad han sammen med sin mormor og så Peter Pedal, mens jeg fortsatte vearbejdet.

 

 

Du føder ikke alene

Veerne ændrede hurtigt karakter, mens jeg sad nede i vandet. Jeg oplevede dem som bølger, der væltede ind over mig. Jeg kunne kun holde hovedet oven vande, hvis jeg arbejdede med dem og ikke imod dem. Jeg vidste, at skulle jeg ind til bredden, måtte jeg følge deres rytme og holde fokus.

“Jeg begynder at blive presset.”, sagde jeg til min jordemoder i en ve-pause. Hun nikkede forstående og bekræftede mig i, at det gik rigtig hurtigt. Hun mindede mig om, at jeg ikke var alene. At alle de mange kvinder, der har født igennem tiden, var lige der ved mig.

Jeg kiggede op på det forstenede søpindsvin, jeg havde fået af min doula-kollega i mit mama-kit. Det skulle minde mig om alle de kvinder, der har født siden tidernes morgen, og jeg gentog mine mantraer for mig selv:

Min veer er ikke stærkere end mig, de er mig. Jeg elsker mit barn, og jeg skal snart møde mit barn. Slap af og giv slip i din krop. Din krop ved hvad den skal.

 

Lad kroppen gøre arbejdet

Jeg kunne mærke, at babyen arbejdede sig ned af i bækkenet, og jeg mærkede endnu engang efter for at se hvor langt jeg var. Jeg fik kun fingeren lige indenfor, hvorefter jeg mærkede en runding og en blød og udspændt fosterhinde. Hovedet stod lige indenfor, og selve sensationen af det fremprovokerede en lang og intens ve.

Det begyndte at trykke nedad, men jeg ville ikke presse, før jeg ikke kunne lade være. Jeg trak vejret dybt, og ligeså snart pressetrangen kom, begyndte jeg at gispe og gispe og gispe. Alexander, min uundværlige klippe, sad på knæ ved siden af fødekaret, mens han holdte min ene hånd, og den anden hånd havde jeg mellem benene. Jeg kunne mærke hovedet bevægede sig ud, og på et tidspunkt kom der er en ve, hvor min krop skubbede med.

Jeg mærkede en ændring i hele min krop, tyngden og vægten blev flyttet, og mit barn var på vej ud. Jeg mærkede, hvordan jeg ligeså stille åbnede mig, og i den næste ve kom hovedet ud. Jeg trak vejret hurtigt, og var lidt forskrækket over den pludselige fremgang. Min jordemoder holdte sin hånd på min lænd, så jeg ikke kom til at løfte mig – så snart barnets hoved kommer op af vandet, må de ikke komme ned igen.

Den næste ve var ikke voldsom, men nok til at jeg kunne give et lille skub, og pludselig kunne jeg mærke den lille krop nede i vandet. Jeg satte mig tilbage og fik fat om kroppen på det lille bitte menneske, der lå og svømmede rundt mellem mine ben.

 

Da verden stod stille

Jeg kan ikke beskrive den følelse der løb gennem min krop, da jeg løftede mit barn op af vandet. Jeg kan ikke genkalde følelsen og alligevel kan jeg ikke glemme den. Det var som om, at verden kun var lige der i det sekund, og jeg følte mig som et nyt menneske. Inden jeg nåede at se efter, sagde jeg: “Jeg tror det er en pige”, og det var det. Det var vores lille Alba.

Jeg vil aldrig glemme det øjeblik vores lille pige kom til verden. Hun svømmede ind i mine arme, og sekund hun kom op til mig, og vi mærkede hinanden, følte jeg at alle sår og sorger og al smerte blev lukket sammen. Det var en lettelse og en befrielse.
Det øjeblik står så stærkt i mit hjerte og i min krop. Det øjeblik Alba, som betyder morgengry, kom til verden, og vi alle fik lov til, at få en helt ny start.

 

Babu og blå blink

Efter fødslen ville jeg op og føde moderkagen i den seng vi havde gjort klar. Jeg havde ikke efterveer som ved Nohrs fødsel, hvor moderkagen kom efter få minutter, og det skulle desværre vise sig, at den ikke havde planer om at komme ud.

Da der var gået 30 minutter, blev vi enige om at ringe efter Falck. Halvdelen af moderkagen var født, men den var i stykker og et stykke sad fast inde i maven. Det gjorde ondt og jeg var svimmel, så jeg fandt fuldstændig ro i, at blive overflyttet.

Da ambulancen kom, viste det sig at være min kusines mand, der skulle køre os ind. Det morede vi os med, og på vej til sygehuset grinede vi lidt af, at det åbenbart altid er ham, jeg skal køre med, når jeg skal med ambulance. Sidste gang var en del år tilbage, hvor jeg var kommet til skade på vej hjem fra en bytur – og jeg var lidt mere en lettere beruset.

Nohr, min mor og svigerinde blev hjemme, hvor de fik ryddet fødekaret op og puttet den nybagte storebror. Han var træt, men i godt humør over at have set en ambulance.

 

At ryste moderkagen ud

Al den frem og tilbage på bårer og kørsel i ambulancen, fik rystet moderkagen fri, og heldigvis uden alarmerende blødning. Jeg fik det straks bedre, da den kom ud. Den var dog meget ødelagt, og det var svært for jordemødrene at vurdere, om det hele var kommet med ud. De snakkede derfor med lægen, som vurderede, at vi skulle blive et døgns tid, i tilfælde af, at jeg begyndte at bløde pludseligt.

Det valgte vi at takke nej til. Vi vidste, at risikoen for at begynde at bløde, alligevel ville være der den næste måneds tid, og den blev ikke mindre af, at der gik et døgn på sygehuset.

Da lægen fik at vide vi havde takket nej, valgte hun at komme ind og se os, lige så snart hun var færdig med et kejsersnit. Da hun kom ind, scannede hun min mave med en ultralydsscanner. Den var tom, fin og havde ingen alarmerende pletter. Efter scanningen kiggede hun på os, smilede og anbefalede os at tage hjem.

Det lyder måske besynderligt, men jeg er glad for at vi blev overflyttet. Min situation var ikke farligt, men den kunne hurtigt ændre sig. Jeg elsker hjemmefødsler, og for at resten af verden skal kunne lære at forstå den kærlighed, skal det også blive ved med at være trygt. Hvis jeg en dag skal føde igen, vil det igen blive en hjemmefødsel, og helst med det samme fødselsteam.

 

En afslutning på eventyret

Vi tog en taxa hjem over broen sammen med vores højtelskede jordemoder. Det var en fantastisk morgen. Solen var ved at stå op, og udsigten over Limfjordsbroen var smuk. Jeg sad med Alba i mine arme og boblede af forelskelse… Morgengry.

Derhjemme lignede lejligheden sig selv, og min mor og svigerinde ventede spændt på at få lov at kigge ordentligt på det lille menneske. Hun blev vejet, målt og undersøgt med os alle sammen rundt omkring hende. Nohr var stået op igen, og fulgte nysgerrigt med.

Vi spiste fødselsdagsboller, drak kaffe, grinede og hyggede os indtil at trætheden begyndte at melde sig hos os alle sammen. Der var meget der skulle fejres, Alexander havde også fødselsdag. Vores jordemoder skrev fødselsjournalen færdig, ordnede nogle praktiske ting og kom derefter hen for at tage afsked. Eventyret var slut, og det var endt på en så vidunderlig måde, at vi ikke kunne have forestillet os det bedre eller anderledes.

Da alle var taget afsted, sad vi tilbage med vores lille pige, vores lille dreng og en uendelig mængde af kærlighed. Og vi levede lykkeligt til vores dages ende.

 

Kære Alba Marie: Vi elsker dig overalt på jorden. Du er en lille underholdende, kærlig, glad, vaks, stærk, dramatisk, nysgerrig og vidunderlig pige, som beriger vores hverdag med smil, grin og lærerige øjeblikke. Tak for dig, Alba.