Fødselsberetning: “De spurgte om jeg havde et ønske om, at vi skulle dø”

Man må kæmpe for det der virkelig betyder noget for en, og det måtte Mette sande i hendes 2. graviditet.

I Danmark fødes omkring hver femte barn ved kejsersnit, hvilket kan være en stor sorg for den enkelte kvinde, især fordi mange tror, at dette betyder, at man ikke kan føde vaginalt næste gang. Dette er dog ikke tilfældet.

Vaginal Birth After Cesarian (VBAC, vaginal fødsel efter kejsersnit) er ikke en sjældenhed i Danmark, men det er Home Birth After Cesarian (HBAC, hjemmefødsel efter kejsersnit) til gengæld, da dette ikke bliver anbefalet på de danske sygehuse.

Mette valgte dog at trodse disse anbefalinger, hvilket betød at hun måtte en tur igennem det danske sundhedssystem, men dét at Mettes fødsel startede i hjemmet, har helt bestemt havde positiv effekt på fødslen, selvom den ikke forløb helt som forventet.

Mettes fødselsberetning

“I 2009 var jeg gravid med min datter. En dejlig nem graviditet uden kvalme eller de store gener – Livet som gravid var en fest!
Vi havde planlagt hjemmefødsel og var meget spændte omkring det hele. Ugerne gik og baby lå klar – troede vi.  Ved en ekstra scanning i uge 36 fandt vi ud af, at det både læge og JM havde troet var hendes hoved, rent faktisk var hendes numse.
På ingen tid gik en ellers rolig plan om hjemmefødsel til en meget hektisk tur på hospitalet. Vi blev kaldt ind til et vendingsforsøg i uge 37, som desværre mislykkedes. Jeg havde 5 læger nærmest liggende oven på mig for at få vendt hende og jeg glemmer aldrig smerten af den ene læges hånd, der nærmest gravede sig ind under mit skamben.
Efterfølgende fik vi stukket en folder i hånden og fik en besked om at vi skulle ringe ind samme eftermiddag for at få en tid til planlagt kejsersnit. Lægen nævnte kort ordet sædefødsel, men samtidig blev det gjort meget klart, at det ville været med livet som indsats.
Ugen efter da jeg var 38+5 kom min datter så til verden ved planlagt kejsersnit. Forløbet var absolut ikke nogen succes – heller ikke efter på barselsgangen, men resultatet var skønt. Jeg kan ikke huske så meget i detaljer, men intet forløb som det skulle og amningen gik helt i vasken.

I 2015 blev jeg så gravid igen – og sikken en forskel. Et par dage efter der kom to streger på testen, kom der også kvalme og opkast, og det fortsatte. Hver gang jeg spiste noget røg det op inden for 15 minutter. Kvalmen var konstant, lysten til mad forsvandt og jeg sov hvert øjeblik jeg kunne. Jeg prøvede piller fra lægen for at tage det, de virkede kun kortvarigt. Jordemoderen sendte mig til akupunktur – dét virkede! Da jeg ramte uge 20 måtte jeg ikke længere få akupunktur så kort tid efter kom kvalmen og opkastningerne retur – og de havde ikke været savnet.
Lige fra min datters fødsel har jeg altid sagt, at blev jeg gravid igen ville jeg gøre alt i min magt for at få lov til at føde vaginalt. Jo længere hen i graviditeten jeg kom, jo mere kom frygten for hospitaler frem i mig og jo mere ville jeg allerhelst føde hjemme.
Jeg brugte mange timer og dage på nettet for at søge efter viden omkring det, da det bestemt ikke er velset herhjemme med en hjemmefødsel, når man har fået et kejsersnit. Jeg lærte en masse skønne kvinder at kende som jeg fik opbakning fra og som har en fantastisk viden netop omkring dette emne.  Efter at jeg havde læst en masse nævnte jeg det kort for min kæreste Anders. Han reagerede ved at blive helt hvid i hovedet og kigge på mig som om jeg var sindssyg. I hans verden var en fødsel lig med hospital. I hvert fald hvis det skulle være en sikker fødsel.

I løbet af nogle uger fik jeg åbnet lidt mere op for ham og fik vist og fortalt om både statistikker og fødselshistorier. Vi fik snakket med en privat jordemoder som ikke kunne se noget problem i en hjemmefødsel på trods af tidligere kejsersnit, men vi skulle være klar over at hospitalet ville sætte sig meget imod, da det jo var stik imod anbefalingerne.
Det lykkedes så, efter nogle uger, at få min kære kæreste til at indse at der faktisk var enormt mange fordele ved en hjemmefødsel! Så da jeg skulle til jordemoderbesøg nr. 2 bragte jeg det på banen. Endnu engang mødte jeg et blik, der sagde, at jeg da måtte være sindssyg. Hun spurgte mig endda om jeg havde et ønske om både jeg og barnet skulle dø.
Efter at have prøvet at forklare tingene for hende fik jeg hende til at sende en mail til hjemmefødselsordningen i Kolding – og jeg fik en løftet pegefinger om, at jeg bestemt ikke skulle forvente, at de overhovedet ville se mig til en samtale. Jeg havde jo både et gammelt kejsersnitar, og så var mit BMI også for højt.
To timer efter lå der et brev i min e-boks med en tid.

Så satte jeg ellers gang i det danske sundhedsvæsen. Jeg var til samtale efter samtale med både jordemoder, læger, overlæger, narkoselæge, endnu flere læger og en masse scanninger. De skulle jo lige være sikre på, at jeg var klar over at der var en risiko for at arret i min livmoder ville springe, for hver gang hældte de mere på. Så var jeg for tyk, så var barnet for stort, så var livmoderen for stor osv. Til sidst ”opgav” de dog at overtale mig til en hospitalsfødsel på den ene betingelse af at der kom 2 jordemødre ud når jeg gik i fødsel – og det siger man jo ikke nej til.

Mandag d. 6 juni, da jeg var 38+3, vågnede jeg kl 4 om morgenen med sammentrækninger. De kom som perler på en snor med ca 2-3 mins mellemrum og en varighed af 45-60 sek. Jeg lå et par timer og tog tid, og da klokken blev 6, blev jeg enig med Anders (og et par veninder på messenger) om at vi nok hellere måtte ringe til jordemoder og advare hende om, at der var noget undervejs. Mandagen gik med en masse sammentrækninger og sidst på aftenen blev vi enige om, at vi nok skulle ha jordemoder ud. Sammentrækningerne bed mere og mere.
Skuffet blev jeg, da hun undersøgte mig og jeg kun var 2 cm åben. Hun kunne dog fornemme, at det var nogle gode sammentrækninger, så hun forlod os med ordene ´Vi ses i morgen´. Vi satte os i sofaen med en film og forsøgte at få lidt mad og lidt hvile, og så faldt jeg i søvn.
Tirsdag morgen da jeg vågnede var sammentrækningerne forsvundet. Til gengæld var jeg så træt, at jeg sov hele dagen væk.

Dagene gik og jeg havde sammentrækninger mere eller mindre hele tiden. Der var intet sammenhængende eller regelmæssigt over dem, men de var onde nok til, at jeg ikke kunne lave dagens gode gerning.

Lørdag d. 11 fik jeg nok af at gå med sammentrækninger, der ikke gjorde en dyt, så jeg kontaktede en privat jordemoder og fik hende til at lave en hindeløsning på mig. Jeg havde ikke åbnet mig mere end hvad jeg var om mandagen, men hinderne var så spændte, at hun var sikker på at vandet ville gå inden længe.

Søndag morgen omkring kl 8 sagde det ellers plask.Vandet var fint klart med en smule tegnblødning i. 10 min efter begyndte sammentrækningerne igen.

Vi kørte en tur til bageren efter noget morgenmad, og jeg sad og blev enig med mig selv om, at jeg blev siddende i bilen med sædevarmen tændt. Vi kom hjem, fik spist lidt og fik ringet til jordemoderen og advaret hende. Vi blev enige om at ringe igen når sammentrækningerne varede ca 1.15 minut.

I løbet af kort tid begyndte det ellers at tage til. De kom med 2-3 mins mellemrum igen og varede et minuts tid. Ved en 12-tiden skulle jeg virkelig fokusere på dem når de kom, og der begyndte Anders at fylde karret med vand. Hold op det var skønt at komme i vandet. Ingen vægt at bære på og bare en masse dejlig varme på lænden.

Ved en 16-tiden kontakter vi JM igen – veerne bider gevaldigt, og jeg synes ikke det er så morsomt længere. Da hun ankommer er jeg sølle 3 cm åben på trods af kraftige veer. Hun bliver dog og ser tiden af. Langsomt går det fremad og omkring kl 19 ankommer Jordemoder nr 2, plus en studerende. En meget mærkelig fornemmelse at der pludselig sidder 3 jordemødre omkring en og kigger, mens man har veer. Den jordemoder der kom ud havde dog magiske hænder under mine veer og kunne ved enkelte tryk smertelindre mig – SÅ fantastisk!

Ved en 21-tiden begynder jeg ikke at kunne kontrollere vejrtrækningen eller smerterne under veerne, og samtidig er min temperatur steget. Jordemødrene vælger at se tiden lidt an, men da min temperatur rammer 38.4 plus babys puls er forhøjet, vælger de at overflytte mig til hospitalet. Jeg får lidt tøj på, fortalt Anders lidt forskellige ting, som han skulle huske, og så blev jeg ellers hentet af en ambulance. Der var intet stress og jag over dem og den ellers flinke paramediciner forsøgte at småsnakke med mig undervejs (han valgte dog at stille mig spørgsmål hver gang jeg fik en ve).

23.02 blev jeg indlagt på Kolding – sølle 5 cm åben. Den ene jordemoder var nødt til at tage ud til en anden hjemmefødsel, men vi var heldige nok at kunne beholder den anden jordemoder, der kom ud til os. Hun blev enig med mig om, at pga feberen ville det være en ide med en epidural, så jeg kunne slappe af i stedet for at krampe sammen og ikke kunne kontrollere vejrtrækningen under veerne, så sådan en fik jeg. Der blev samtidig hængt en ordentlig omgang antibiotika og penicilin op – både pga feberen og vandafgangen mange timer tidligere.

De næste par timer gik med at jeg lå og døsede hen. Jeg kunne stadig fornemme veerne, der dog efterhånden begyndte at presse bagtil.
Kl 5 begyndte jeg for alvor at få pressetrang, men da han ikke var helt nede endnu gik tiden med en masse gisperi.

5.35 kunne jeg ikke lade være med at presse med mere, så der fik jeg lov til at arbejde med. Den vildeste forløsning at kunne give efter for kroppens pres, og så ellers bare hjælpe baby på vej ud.

Efter ganske få pres får jeg direkte ordre fra  jordemoder om, at nu kunne jeg godt gispe, og der måtte ikke presses mere. Hun ringer efter endnu en jordemoder, der lige når ind af døren og får handsker på, før jeg siger til jordemoder, at nu er jeg nødt til at presse – og ud kommer baby.

Anders får afleveret baby og hjælper ham op til mig. Hans navlesnor er dog meget kort og han kan derfor kun nå op på min mave. Efter 5 min kommer moderkagen ud og vi ligger og slapper af lidt inden Anders klipper navlesnoren. 

Conrad valgte at komme ud med hånden under hagen, samt dreje en omgang undervejs, så jeg fik en grad 2 bristning.

Efter jordemoderens brodering af mig bliver Conrad målt og vejet – 55 cm og 4020g. Han var blevet skudt til 3300g tidligere.

Ved undersøgelsen af ham ser de, at han har en masse væskefyldte blærer over hele kroppen så han skal undersøges af børnelægerne. Dét, plus at jeg havde feber undervejs, gjorde at vi blev indlagt på barselsgangen. 

Der kom vi igennem de væskefyldte blærer, en for hurtig vejrtrækning hos Conrad, et stigende infektionstal hos både mig og Conrad, gulsot, og til sidst et vægttab der lå lige på grænsen. Torsdag d. 16 blev vi dog udskrevet.

Her en måned senere kæmper Conrad stadig med sin gulsot og et forhøjet levertal, så vi er desværre ikke sluppet helt for børnelægerne endnu. Han er dog en skøn og glad dreng med et voldsomt temperament og en stor appetit.

Og nej, mit ar i livmoderen bristede ikke 😉 “