Fødselsberetning: Et kejsersnit er også en fødsel (del 2)

Jeg har ventet i spænding på dette indlæg, og jeg ved I er mange, der også har glædet jer, lige siden I læste Elisas første indlæg om forberedelserne til hendes andet kejsersnit.

Det var meget følelsesladet, at læse om lillesøsters ankomst til verden. Jeg fik sommerfugle i maven, fordi jeg var spændt på forældrenes vegne. Jeg fik en klump i halsen, fordi jeg genkendte den ambivalente følelse. Jeg blev rørt, fordi familien blev mødt med sådan en venlighed og kærlighed. Jeg trak vejret ekstra dybt, fordi jeg lærte noget nyt. Jeg fældede en tåre, da det gik op for mig, at det jo var en fødselsberetning jeg sad med. En fødselsberetning med dybe følelser, med detaljer, med grin og gråd, med tur og ankomst til hospitalet, med kærlighed og omsorg.

En fødselsberetning, hvor mor kom styrket ud på den anden side, og hvor en familie blev samlet omkring noget af det største vi kan få lov at opleve her i livet.

Rigtig god fornøjelse.

Da lillesøster kom til verden

På en smuk forårsmorgen hvor solen lod et par stråler skinne, kom lillesøster endelig til verden og blev en del af vores familie.

Jeg lå vågen det meste af natten op til fødslen og stirrede op i loftet hjemme hos mine svigerforældre, mens jeg kunne høre min mave knurre. Jeg skulle faste inden operationen og havde været helt overbevist om, at det ikke ville blive et problem, fordi jeg jo alligevel ville sove. I realiteten var det dog sværere end som så, blot at lukke øjnene i og sove natten væk. I morgen ville vi være forældre til to børn! Jeg lå og aede min mave og forsøgte at indprente følelsen af min datter i min mave. Jeg lå og kyssede på min store dreng og fældede et par tårer over det ukendte eventyr vi var på vej til at begive os ud i. Det var en mærkelig oplevelse af at være glad og spændt over alt det nye, og samtidig vemodig over, at vi ikke længere blot ville være os, vores lille trio.

Klokken 05 stod jeg til sidst op og gik på badeværelset for at gøre mig klar. Jeg skulle være helt ren når jeg mødte ind på sygehuset, så jeg tog et lille bad og gjorde derefter vaginalpodningen klar. Her vil jeg gerne tipse om at bruge saltvand i generøse mængder – av, min arm, sådan en gazeserviet er tør. Efter lidt rumsteren rundt og et par mislykkede forsøg, blandt andet også grundet giga mave og vågen baby der lavede sin sidste “hilsen til solen” i maven, fandt jeg ud af at rulle den til en tampon. I en pose havde jeg et sterilt glas. Jeg pakkede også råmælken fra fryseren i en køletaske med køleelementer.

Vi kyssede vores store dreng farvel, efter morgenmaden og begav os afsted. Farmor havde taget fri fra arbejde og skulle være sammen med ham hele dagen. Jeg kyssede ham hundrede gange og sagde “jeg elsker elsker elsker elsker dig!”.

Klokken var lidt i syv. Turen i bilen ind til sygehuset var meget surrealistisk. Jeg havde kvalme på grund af fasten, og jeg var træt, fordi jeg ikke havde sovet. Jeg gik muligvis også en lille smule i panik over, hvad det var vi skulle. I radioen spillede de en sang med Sebastian. Jeg kan ikke huske hvilken en – kun at jeg tænkte, at det var helt perfekt.

Min mand satte mig af ved sygehusets indgang og kørte hen for at parkere bilen, og jeg fandt vej op til fødegangen hvor jeg blev mødt af en meget venlig jordemoder på vej til morgenkonferrence, Diana. Hun ville vende tilbage, når de var færdige med mødet. Jeg satte mig i venteværelset og lidt efter kom min mand med vores tasker og øvrige habengut. Diana kom tilbage og forklarede, at vi skulle følge med hende, så vi kunne få klædt om og blive klar. Vi fik en lille mørk stue hvor der lå to bunker tøj klar; en til min mand og en til mig. Klokken var nu tyve over syv og Diana ville give os ro til at få klædt om. Det var virkelig et projekt af den anden verden at få operationsskjorten på, og hverken min mand eller jeg lykkedes med projektet, så til sidst tog jeg morgenkåbe henover og lod skjorte være skjorte. Det var meget mærkeligt bare at vente på lillesøster. Jeg skiftevis glædede mig og panikkede lidt. Jeg fjernede podningen og lagde den i det sterile glas, som jeg puttede i lommen i min morgenkåbe. Pludselig gik døren op og Diana og en fødselslæge kom ind. “Er i klar?”, spurgte fødselslægen, mens hun smilede til os – “for det er vi!”

Jeg spurgte hende om vaginalpodningen og både hun og vores jordemoder tilbød at lave den for os, hvis vi ikke ville selv. Det var virkelig en dejlig overraskelse. Vi valgte dog, at vi gerne selv ville pode. Råmælken lagde Diana i køleskabet for mig.

Vi fik tildelt den endelige stue hvor jeg ville blive kørt op efter operationen, og da vi havde stillet alle tasker, begav vi os ned mod operationsstuen, i samlet flok – på gåben. Det er uden tvivl, det underligste jeg nogensinde har prøvet. At vralte højgravid igennem et sygehus, iført operationstøj og morgenkåbe og frivilligt gå ind på en stue for at blive opereret. Jeg holdt min mands hånd i min hele vejen og fik en masse lykønskninger og ekstatiske smil hele vejen til operationsstuen.

Nede på operationsgangen fandt vi hurtigt vores stue, hvor der allerede var ved at blive gjort klar. Vi blev mødt af virkelig mange mennesker, og det var svært at holde styr på hvem der var hvem, men uden undtagelse var de alle virkelig hjertevarme og venlige. Jeg følte mig i trygge hænder. Jeg blev dirigeret op på lejet hvor jeg skulle ligge under operationen, så de kunne lægge drop, epiduralblokade og fastgøre dingenoter til hele kroppen, for at kunne monitorere blodtryk og ilt (og flere ting jeg slet ikke har styr på).

Da jeg tog morgenkåben af, lød der høj latter på stuen over mit mislykkede projekt med at få trøjen på. Min jordemoder, Diana, kom susende og knappede et par knapper, mens hun smågrinte lidt. Det gav en dejlig stemning på stuen, at vi alle grinede sammen.

Vaginalpodningen fik jeg lov til at give til den sygeplejerskestuderende, der var med i dagens anledning og forklarede hende, hvornår vi skulle bruge den. Hun holdt godt fast med begge hænder, og sagde at hun tog opgaven meget alvorligt. Hun var så sød!

Min mand blev placeret på en stol langs væggen, så han ikke ville gå i vejen, og vi sad og smilede til hinanden hen over hovederne på dem, der gjorde mig klar.

Jeg fortalte narkosesygeplejersken, at jeg ikke brød mig om nåle, og han pegede på mine tatoveringer og grinede lidt, mens han spurgte, hvordan jeg havde fået dem lavet, i tilfældet af at jeg havde nåleskræk. Mens han lagde droppet, i øvrigt uden at jeg mærkede det på nogen som helst måde, kom en operationssygeplejerske og aede mig på ryggen for at distrahere lidt. Da droppet var lagt, kom narkoselægen ind. Det var tilfældigvis den samme, jeg havde snakket med til forsamtale, og det gjorde mig mere tryg, for han var både sød og rar.

At få lagt epiduralblokaden gik dog ikke helt efter planen. Han kunne ikke finde det rigtige sted og måtte lokalbedøve og stikke en del gange, før han til sidst spurgte mig, om den var i hus nu? Det gjorde ondt og det var ubehageligt, men ikke ulideligt. Til sidst kunne jeg dog genkende følelsen at blive kold og varm i benene og bekræftede, at den måtte være i hus. Jeg fik hjælp til at komme op og ligge, og der blev dækket af og gjort endeligt klar.

Fødselslægerne kom ind og gav mig hånden, og min mand fik endelig lov til at komme over og sidde ved min side. Jeg lå og stirrede op i det hvide loft, da øjne og en operationsmaske kiggede hen over afdækket og sagde “nu går vi igang”.

 

Et barn kommer til verden

Selvom jeg var klar, fik jeg det rigtig dårligt – dels havde jeg kvalme, men jeg gik også i panik over at jeg ikke kunne mærke mine ben og ikke kunne flytte dem. Lav selv facepalm her! Det føltes klaustrofobisk, og jeg blev ked af det. Min mand aede mig i håret og operationssygeplejersken hjalp mig med vejrtrækningen. Vi tog dybe vejrtrækninger sammen alle tre, og jeg forsøgte at slappe af.

Efter et stykke tid bad jeg min mand om at synge med mig, for at få ro på nerverne. Vi sang “Elefantens vuggevise”, fordi det også var den vi havde sunget for storebror, da han kom ud. Jeg havde meget arvæv fra sidste operation, og det trak ud at få lillesøster til verden, men vi sang og roen sænkede sig over stuen. Diana kom hen til mig og sagde “nu er hun næsten ude”, inden hun vimsede om bag afdækket igen.

Vi sang videre, mens min mand blev ved med at ae mig, og jeg lå med lukkede øjne og trak vejret lige så stille. Og pludselig, ud af det blå, hørte jeg det skønneste babyskrig. I samme sekund begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på mig, mens jeg grinede. Vores datter var blevet født. Vores jordemoder kom pludselig til syne med hende i armene og lagde hende på mit bryst, mens hun sagde “tillykke! Det er en helt perfekt lille pige!” Jeg kunne mærke i mine hænder, at hun var mindre end hendes storebror og udbrød “hvor er hun lille”, hvortil den ene fødselslæge kiggede hen over afdækket og sagde “lille?! Det der er ikke nogen lille baby!”. Vi grinede alle sammen, mens glædestårerne fik frit løb hos mig og min mand. Jeg kunne slet ikke stoppe igen. Her var hun. Hende jeg havde båret under mit hjerte i ni måneder. Selvom jeg aldrig havde set hende før, var det som at se et velkendt ansigt og blive genforenet igen.

Som hun lå på mit bryst, faldt hun til ro og min mand tog en masse skønne billeder, mens jeg lå og kiggede på hendes helt perfekte ansigt og helt perfekte fingre. Hun var våd og varm på samme tid, og hun duftede så dejligt af nyfødt.

Vi fik podningen og min mand smurte hende forsigtigt med servietten, i ansigtet og særligt omkring næse og mund. Hun begyndte at søge efter brystet og efter et par forsøg og en smule hjælp fra min mand, kom hun til brystet og spiste, som om hun aldrig havde foretaget sig andet. Råmælken piblede frem og jeg var helt overbevist om, at amningen allerede havde fået den bedste start. At vi havde helt styr på det, hun og jeg.

Operationen trak ud. Dels på grund af arvævet og dels fordi lægerne frygtede, at de havde ramt min blære. For mig stod tiden stille. Jeg lå med min lille baby på brystet og havde hendes hoved lige under mine næsebor.

Da de endelig var færdige, blev vi flyttet til en seng og gjort klar til at blive kørt på stuen. Flere af dem der havde været med under operationen kom over og fortalte, hvor rart det havde været, at jeg sang. At det havde givet en dejlig ro på stuen, og at de ville anbefale det til alle, der var nervøse eller blev utilpas, fremover. Det gjorde mig glad.

Da vi kom op på stuen, fik vi saftevand og boller med ost. Min jordemoder satte “forstyr ikke”-skiltet på døren og sagde at hun ville kigge ind om et par timer. En sygeplejerske kom og kiggede til blødningen, og herefter blev vi overladt til os selv de næste par timer. Vi drak saftevand og lillesøster lå ved brystet, hud mod hud, mens min mand hjalp mig med at spise.

Lillesøster blev målt og vejet til 51 centimeter og 3800 gram helt perfekt baby. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ville uden tøven vælge det samme igen. At få et planlagt kejsersnit var helt det rigtige for mig og for vores familie. Den ro der var omkring hele forløbet vil jeg gerne unde alle fødende i verden. Min jordemoder, lægerne og sygeplejerskerne på sygehuset var så varme og kærlige og dygtige. Jeg blev hverken mødt med skepsis eller undren over podningen, råmælken, eller det faktum at jeg også stadig ammede storebror. De støttede mig i at komme hurtigt på benene og i min amning og mit ønske for at have min datter tæt på.

Jeg kom hjem efter 28 timer på sygehuset, hvor jeg både kunne gå og stå og sidde, og efter 36 timer løb mælken til. Jeg fik aldrig brug for råmælken, men ikke desto mindre, er jeg glad for, at jeg havde den med.

I dag er lillesøster 2 måneder gammel. Hun er et naturtalent til at amme og hun er blevet udstyret med et godt sovehjerte – hun sover selvfølgelig allerhelst på mor eller far.

Vores lille kejsersnitte, Oline Alvilda.