Ildsprudende drager og onde troldmænd – bagsiden af eventyret

I starten af 20’erne levede jeg højt på min kærlighed til Ecuador og Sydamerika. Jeg studerede Spansk og Internationale Studier på Aalborg Universitet, rejste til Spanien eller Sydamerika hver gang chancen bød sig, og gik i byen i internationale kredse altid i håb om at møde nogen jeg kunne øve det spanske sprog med. I mellemtiden fik jeg også en spansktalende kæreste, og kom desværre ind i et forhold, der på ingen måde var særlig godt eller sundt for mig.

 

(Læs første del af historien her)

 

I sandhed et lorteår

Kan I huske at verden skulle gå under i 2012? Det gjorde min verden lidt, eller det var i alt fald et rigtig lorteår. Jeg tilbragte halvdelen af året i Ecuadors hovedstad, Quito, hvor jeg skulle tage et semester af min bachelor. Jeg prøvede at passe mine studier, hygge mig med vennerne og nyde livet, men alt hjemme i Danmark gik galt.

Den første morgen jeg var tilbage i Quito vågnede jeg af at bygningen vippede og dørene klaprede. Det var et lille, ubetydeligt jordskælv og ingen kom til skade, men i min verden står den morgen fortsat, som et symbol på en usikker jord, der var ved at glide væk under mig.

Få uger efter blev min barndomshund Bella aflivet. En gul, tosset og kærlig labrador, som fik en svulst i maven, hvilket knuste mig helt. Derudover havde jeg det absolut ikke godt i det (langdistance)forhold jeg var i, og af flere grunde kunne jeg ikke komme ordentligt ud af det. For at toppe det hele, faldt jeg i en brandert ned af en trappe til en fest, og var derefter indlagt i 10 dage på et sygehus i Quito, da jeg havde fået en rigtig slem bakterie ind under huden. Mit ansigt hævede op til ugenkendelighed, og til sidste måtte jeg opereres og pumpes med alverdens antibiotika. Jeg har et yndigt ar i hovedbunden til minde om den oplevelse i dag.

En tur til stranden heler alle sår

Efter jeg blev udskrevet, prøvede jeg at fortsætte hverdagen, og hver gang jeg fik chancen, stak jeg af til kystbyen Atacames, hvor jeg året forinden havde arbejdet på en strandbar. Det var det eneste sted jeg kunne glemme alle problemerne – for en stund. Det var som om alt var så langt væk, at det ikke var muligt at forholde sig til dem. Især hvis man sad på et surfboard langt ude på Stillehavet.

Og så snakkede jeg med mine venner. Mine kloge, filosofiske, “love and peace” venner fra kysten, der alle siger, at der er en løsning på alt, undtagen døden. Verden bliver ligesom vendt på hovedet hos dem nogle gange, og andre gange siger de ting, som er helt ude af kontekst, hvorefter man kommer til at grine. I sådan en situation som jeg var i, var det virkelig rart, når nogen kunne få mig til at grine.

Jeg snakkede også med Alexander en del. Hans liv var væltet rundt. Han var blevet single efter et 8 års langt forhold og prøvede at finde sig selv igen. Han var flyttet tilbage til sit barndomshjem og var i gang med at sælge baren og sin slagterforretning.

Han rådede mig i min livskrise, mens jeg rådede ham i, hvordan han kunne score min tyske veninde, som boede i Quito i samme bygning som mig. Jeg agerede wingman for min fremtidige mand. True story.

 

Back to reality

Da jeg i juni tog tidligere hjem end planlagt fra mit ophold, grundet sygdom i familien, samlede Alexander en bil af kammerater og kom til Quito til afskedsfest. Han kørte mig endda til lufthavnen næste dag – og ja, min tyske veninde var også med hele vejen. Jeg tror faktisk, at min hjemrejse var til stor fordel for Alexander i sin jagt på kærligheden.

Jeg var trist, da jeg forlod Ecuador, men jeg håbede samtidig, at jeg kunne komme hjem og ordne det hele. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, og resten af året føltes det som om, at jeg sank dybere og dybere ned i et hul jeg selv og andre gravede for mig. Jeg rev mig med nød og næppe fri af mit forhold til sidst på året, men der var kun en skygge af mig selv tilbage, og jeg følte mig tom og fyldt med fortrydelse.

Når jeg i dag ser tilbage på det år, har jeg ondt af den unge, naive pige, og samtidig smiler jeg faktisk, for jeg kom ud på den anden side af det, og jeg står stadig på begge fødder endnu stærkere end jeg gjorde inden. Så I skal ikke føle sorg på mine vegne over mit lorteår. Solen har nemlig aldrig skinnet så meget, som den gjorde året efter.

 

“Det her bliver dit år”

Jeg fyldte 24 år d. 1. januar 2013. Jeg havde haft en rigtig kedelig afslutning på nytårsaften og lå med selvmedlidenhed og tømmermænd, mens jeg læste alle de fødselsdagshilsener der tikkede ind i løbet af eftermiddagen på facebook og SMS. Mens jeg lå og gnavede i min kolde cheeseburger, dukkede der en besked op fra Alexander. Han ønskede mig tillykke, og spurgte om jeg var kommet godt ind i det nye år. Jeg lukkede op, og fortalte vredt og irriteret om, hvor meget jeg havde hadet 2012, og hvor udmattet jeg var.

Han skrev ikke meget. Han gav ikke nogen specifikke råd. Han sendte bare en besked, hvor der stod “Bare rolig, det her bliver dit år” efterfulgt af en ligegyldig smiley. Men beskeden satte sig fast i mit hoved, og jeg begyndte at gentage sætningen for mig selv. Måske han havde ret. Det var starten på et nyt år.