“Jeg forstod ikke, hvordan solen kunne stå op igen”

Den 1. oktober valgte jeg at tage et meget svært emne op, og det har kostet meget tid og mange tårer at fordybe mig i det. En lille flok mødre har delt deres historier med mig, og det har været både følelsesladet og lærerigt, at læse om deres store tab. Jeg vil gøre mit bedste for at åbne op for dette emne ved hjælp af deres ord og deres fortællinger.

Læs  også første del af indlæggene om spædbarnsdød her.

 

Maria

Jeg kan huske, da jeg spurgte min mor om dengang hendes første, lille pige døde. Maria var 7 uger, da de fandt hende livløs i barnevognen. Hun havde ligget på maven, og trak ikke længere vejret. Min mor har fortalt om, hvordan hun blev døbt, mens lægerne gav kunstigt åndedræt. Desværre var der intet at stille op.
Næste morgen havde min mor ligget i sin seng, kigget ud af vinduet og forstod ikke, hvordan solen kunne stå op og skinne igen. Hvordan kunne livet fortsætte? Hvordan var verden ikke gået i stå?

Livet og hverdagen skulle fortsætte. Hun havde to små drenge, der stadig havde brug for hende, og det var det hun følte, der holdte hende i gang og holdte hende i live.

Indeni græder jeg, når jeg tænker på min mor, hendes tab, og den sorg hun må bære hele sit liv. Det er en situation, som man simpelthen ikke kan sætte sig ind i uden at have været i den. Det er alt for smertefuldt at forestille sig.

Jeg spurgte derfor de mødre, som havde stillet op, om de ville fortælle mig deres historie og samtidig sætte ord på den sorg der fulgte, følelsen af at miste.

Og det gjorde de. Så åbenhjertigt at jeg har grædt ved hver enkelte fortælling.

 

At rumme en andens sorg

Mødrenes historie åbnede med det samme op for det faktum, at der er mange måder at miste på og mange måder at tackle sorgen på. Der var samtidig én ting de alle havde tilfælles var, at de hjertens gerne ville fortælle om det.

Mødrene skrev om at miste i starten af graviditeten, lige inden fødslen og kort efter. De fortalte om spontane aborter, fremprovokerede aborter, for tidlige fødsler, manglende hjertelyd, sygdom og vuggedød. De fortalte om smerten og sorgen, og hvilket liv der fulgte efter. Jeg vil gerne dele lidt af det de skrev med jer.

Det er vigtigt, at når man hører om disse uforklarlige uretfærdigheder, så skal man tage en dyb indånding og huske formålet. Når jeg her vælger at dele dem med alle jer der læser med, så er det ikke for at skabe frygt, tværtimod, men for at DU kan rumme den mor, der har mistet sit kæreste eje, på en måde så du ikke er bange for at se hende i øjnene.

 

At miste og sørge

”Følelsen af at miste var rigtig hård og er det stadig. Der er mange tanker som går igennem ens hoved. Jeg prøvede at se positivt på det, for der var jo en grund til min krop afviste.”

Simone, fik en abort da der ikke var hjertelyd ved 12 ugers scanning

 

”Jeg blev lam i begge mine ben pga. epiduralblokaden, hvilket gjorde jeg var indlagt i tre dage efter fødslen og gik til genoptræning i flere måneder efter. I dag har jeg kun en smule følelsesforstyrrelser tilbage. Men selve tabet var ulideligt. Jeg ville bare sove hele tiden. Det var den eneste måde jeg kunne slippe væk. Jeg så gravide og barnevogne alle steder hvilket rev mit hjerte i stykker igen og igen. Det eneste der holdte mig lidt i gang var tanken om at blive gravid igen så hurtigt som muligt.”

Mette, ingen hjertelyd i uge 39+5, fødte sin søn få dage efter

 

”Det føles som om man er de eneste i verden der har prøvet det, man går rundt i en boble og ser tingene udefra. Følte jeg var med i en film og så mit liv passere for mig.”

Mette, mistede sin lille søn til vuggedød, da han var 30 dage

 

”Man følte man stod udefra og så en anden gennemleve det. Vi blev spurgt om vi ville holde hende, eller, på det tidspunkt vidste vi ikke kønnet. Men vi ville hverken holde barnet eller vide kønnet. Tror det var vores måde at holde det på afstand. Et par timer efter blev hun født. Det gik problemfrit. Da hun kom ud ændrede vi mening mht til kønnet, vi så hende. En lille, meget rød, men fin pige. Hjertet slog ganske svagt i et lille kvarter (…) Bagefter følte vi os helt tomme. Det var som om det ikke var sket for os, men nogle andre. Vi græd begge på sygehuset da hun blev født, men så var det også det.”

Sarah Sofie, gik i fødsel i uge 21 og fødte en lille pige alt for tidligt

 

”Der har været et tomrum i alle årene efter og noget som jeg ind imellem har grædt over fra tid til anden i alle årene efter. Jeg har haft mange år til at bearbejde og er glad for at fosteret selv sagde fra først, for der havde været noget galt”

Tina, ingen hjertelyd i uge 12 ved scanning

 

Da vi kom til hospitalet, blev jeg scannet & vi så vores barn for første gang & vi smilte til hinanden i 2 sekunder, indtil vi fandt ud af de ikke kunne finde hjertelyd. Min krop kunne åbenbart ikke selv “udstøde produktet”. Det var deres ord på hospitalet. Hele min verden faldet sammen. Hvordan kunne de omtale mit barn sådan, min lillefod (et navn vi havde givet den, da vi fandt ud af jeg var gravid). Jeg overvejede at beholde det inde i mig, for jeg vidste at så snart de fjernede den, havde jeg intet barn mere (…) Jeg fik en udskrabning, og da jeg vågnede fra narkosen, havde jeg mistet en del af mig selv og var ikke den samme igen. Da man ikke får noget at begrave, og jeg manglede at kunne afslutte min sorg tog vi scanningsbillederne og begravede dem ved siden af min morfars grav.”

Nicole, fik en abort i slutningen af 1. trimester

 

Det føltes som at miste noget man aldrig har mødt, men allerede elsker helt utroligt højt. Vi fik at vide på hospitalet, at mange slet ikke når at opdage de “taber”, fordi det var så tidligt i processen (6+1), men at de fleste bare tror deres menstruation er forsinket. Men når man, som os, bare går og venter på den positive test, ved man desværre godt, når det er tabt.”

Cecilia, aborterede spontant i 1. trimester

 

”Jeg fik ham op på mit bryst da han blev født. Han var så lille bitte, men helt perfekt. Han manglede bare at vokse sig stor og stærk. Og han lignede sin storebror på en prik.”

Thilde, afbrød graviditeten i uge 20 grundet voldsom hjertefejl

 

”De tanker jeg havde efter tabet var meget blandede, men blev ved med at føle, at jeg nærmest var i stykker, at jeg ikke var en rigtig kvinde. Kunne det være fordi jeg åd så mange bananer en dag? Var det de Ipren jeg havde taget, da jeg var syg? Var det fordi jeg faldt på nogle trapper eller havde båret noget tung, da vi skulle flytte? Lægerne forsikrede mig om, at hverken min mand eller jeg fejlede noget, og det bare er sådan noget der sker, men derfor kørte det stadig rundt i knolden.”

Stinne, fik udskrabning efter nakkefoldsscanningen, da barnet ikke ville kunne overleve

 

”Min sorg bestod/består af flere ting. Tabet af Magnus, et ønskebarn som jeg havde set frem til så længe jeg kan huske. Og sorgen over at jeg aldrig ville lære min søn at kende, så følte jeg mig snydt. Helt egoistisk… JEG fik ikke mit barn med hjem, hvorfor lige mig? Samtidig var det jo mit eget valg. Jeg kunne vælge at gå graviditeten igennem og føde ved termin. Han ville godt kunne overleve, hvis han straks kom under kniven. Men det ville være et kort liv, måske 1 år, måske mere, og Magnus ville ALDRIG blive rask! (…) Jeg ringede selv til lægen da jeg var hjemme igen efter fødslen. Jeg kunne mærke at jeg var “Tom” indeni. Mit toneleje var monotont. Følte mig som en levende død, og blev nervøs for om det var vejen til depression jeg gik ud af. Sov stort set ikke om natten. Havde det bare rigtig skidt.”

Tania, fødte sin søn i 2. trimester grundet voldsom hjertefejl

 

”Selvom jeg aldrig har set mine børns smil eller mærket deres åndedrag, så har jeg alligevel måtte mærket deres bevægelser og hikke og set dem på scanninger. Jeg har holdt dem i mine arme, givet dem tøj på og redt deres sidste og eneste seng, en lille kiste. Jeg har haft alle tankerne og håbet og forestillingerne om, hvordan vores fælles liv har villet været, og det var alt dette jeg blev frataget. Jeg følte min krop havde svigtet mig, og jeg vidste ikke om jeg nogensinde ville få mit største ønske opfyldt. At få lov at følge mit barn i skole og blive bedstemor og alt det andet, nej, jeg stod i en alder af 25, og skulle vælge hvor mine børn skulle begraves og det ønsker jeg ikke for nogen.”

Kristine, mistede en dreng i uge 23 og en pige i uge 27 grundet svangerskabsforgiftning

 

Det er okay, at det gør ondt

Jeg modtog disse beretninger i min facebooks inbox, og det tog mig flere uger, at få dem alle læst igennem og finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg var hele følelsesregisteret igennem. Jeg blev ked af det, bange, vred og opgivende. Samtidig fik jeg indsigt, og det åbnede op for, at jeg kunne snakke med mødrene om det de havde stået i og stadig stod med.

Jeg læste beretningerne igen og igen, og derefter tænkte jeg: Vi MÅ snakke om det her! Vi MÅ bryde stilheden, for ingen skal stå med disse følelser alene!

Man bliver så rørt, og det gør ondt, når man læser om alle de små liv, der aldrig fik lov til at vokse op, og det er helt okay, at tage sig noget tid til at fordøje det hele, tænke over det og mærke efter. Måske bliver du ked af det, at det er sket? Måske bliver du bange for, at det kunne ske for dig? Måske bliver du vred over, at verden kan være så uretfærdig? Det er vigtigt, at vi taler om det. Vi må ikke tie det væk eller lægge låg på. Stilheden er nemlig også smertefuld.

Læs med i næste del af blogindlæggene om spædbarnsdød, som bliver delt i slutningen af denne uge. Her fortæller mødrene om, hvordan deres omverden reagerede efter de havde mistet.