Lad eventyret begynde…

Jeg vil prøve noget nyt i denne uge. Jeg vil dele lidt om mig og min familie. Jeg vil fortælle jer om, hvordan Alexander og jeg mødte hinanden, om mine graviditeter og om mine børns fødsel.

Dette har jeg valgt, da der onsdag d. 28/06 kl. 20.50 starter en ny dokumentarserie på TV2. Den hedder “Føde Godt, Hjemme Bedst”, og i det første afsnit får I nemlig alle sammen æren af at se et udsnit af Albas fødsel.

Derfor vil jeg give en lille forhistorie på det hele. Så læn jer godt tilbage i sofaen, og tag med mig i hånden – så tager jeg jer med ud på min rejse, som jeg kun kan se tilbage på med glædeståre og rigtig mange grin.

Stormende forelskelse

I 2009 blev jeg forelsket. Dybt dybt forelsket. Mine ben blev fejet væk under mig, og jeg stod overfor en følelse, jeg aldrig havde oplevet før. Den der følelse, hvor en bestemt lugt, en bestemt lyd eller en bestemt fornemmelse får ens hjerte til at galopere. Den der følelse, hvor alt praktisk talt ser lyserødt ud, selvom sandheden måske er grå. Jeg var faldet pladask, og min store forelskelse var Ecuador.

Jeg havde forelsket mig i en kultur, et folk, et land med så meget sjæl og personlighed, at jeg bliver rørt bare ved tanken. Det var mit sabbatår efter gymnasiet, og jeg havde valgt at krydse Atlanten for at bruge 4 måneder i Ecuador. Det skulle vise sig at være starten på så mange eventyr, deriblandt det allerstørste eventyr jeg endnu har levet.

 

Et liv mellem to verdener

Efter min første rejse vendte jeg tilbage til Ecuador så ofte som muligt, og jeg begyndte at få en følelse af også at høre til i det sydamerikanske paradis. Om end jeg altid ville være den lyshårede, høje og blege ‘gringa’, og selvom jeg aldrig ville kunne få mig en barndom i landet, så følte jeg mig hjemme.

Jeg rejste i 2010 med backpack gennem Argentina, Bolivia, Peru og Colombia sammen med en veninde, men selvom alle landene var betagende og spændende, kunne de ikke slå min kærlighed for det lille land med fire verdener. Ecuador havde fået en helt speciel og permanent plads i mit hjerte, og jeg levede de næste par år et liv mellem to verdener. Når jeg var i Ecuador, savnede jeg Danmark, og når jeg var i Danmark, længtes jeg efter Ecuador.

 

Et helvede i paradis

Jeg begyndte med tiden at få mig et ecuadoriansk netværk, og når jeg kom tilbage efter flere måneder i Danmark, havde jeg altid et sted at sove, et sted at spise og et sted at arbejde.

I 2011 kom jeg tilbage efter 11 måneder i Danmark, og jeg havde ikke en krone på lommen, da jeg nu var studerende, og havde brugt alle mine sparepenge på billetten derover.

Jeg rejste straks ud til kysten, hvor jeg havde flere kammerater, der hjalp mig med at få et værelse og et arbejde. Det er jeg dem evigt taknemmelig for, jeg havde bedre vilkår end de selv havde (og har) i mange henseender, men det blev en oplevelse for livet, og jeg fik bestemt rykket nogle personlige grænser.

Mit værelse lå under et af hotellerne på stranden. Der var helt mørkt, og jeg fik stød flere gange dagligt, når jeg skulle tænde lyset, da man skulle sætte elektriske ledninger direkte ind i kontakten. Det var nok også fint, for det var bedre at lade lyset være slukket, da de kakerlakker og rotter jeg boede med foretrak, at det var mørkt. Man kunne først rigtig høre deres kriblen, når musikken på barerne blev slukket. Og toilettet… lad os bare sige, at jeg stod op og tissede, og gik i bad i Stillehavet.

Brugsanvisning: Sluk lyset ved at hive ledningerne ud. Tænd lyset ved at sætte dit liv på spil.


Pilas, pilas, gringa!

Til gengæld havde jeg ikke mere end 30 meter til arbejde. Jeg arbejdede nemlig i en strandbar, der var formet som et skib. Jeg mødte op kl. 15, som lovet, og tog hjem når baren lukkede klokken 3 om natten. Problemet var bare, at der ikke var nogen til at åbne baren før klokken 18. Punktlighed kan man stikke skråt op derovre.
Mit job på baren var at stå med et drinks-kort og lokke turister ind ved at love happy hour og hurtig service. De dage hvor baren var tom, kom min bredskuldrede, monobrynede chef hen og råbte af mig: “Pilas pilas, gringa!”, mens han knibsede med fingrene: “Kom så i gang, gringa!”. Jeg ser stadig hans sure ansigt for mig, han mindede mig altid om Møghunden.

Hvis der var fyldt op, fik jeg lov til at gå ind i baren og tage imod ordre, samt servere de forskellige drinks. Jeg løb og svedte som en hest, og der var ikke tid til at stoppe op. Flere gange dagligt var der kunder der tilbød mig drinks, prøvede at starte en samtale med mig og hvis jeg var for langsom til at afvise deres tilnærmelser stod monobryn der som en ninja og begyndte at råbe ind i mit svedige hovede: “PILAS gringa, PILAS!!”.

Om søndagen gik jeg sammen med de andre ansatte hen til vores chefs hus – det var lønningsdag og den eneste ugentlige fridag. Vi stod udenfor hans hus og kiggede op på hans vindue, mens vi piftede og fløjtede, så han viste vi var der. Hvis han så havde lyst, så kom han ned og gav os hver især løn for ugen. Hvis vi var der med nogen han ikke syntes havde arbejdet nok den uge, kom han ikke ud, og så måtte vi komme igen senere. Jeg kan huske min første løn: 90 dollars for 72 timers arbejde. Og så fik jeg endda 10 dollars mere end de andre for at møde op til tiden.

Jeg var meget glad for, at jeg ikke behøvede at betale husleje i den måned.

Atacames

Der er en mening med det hele

Baren ved siden af “skibet” var den bar jeg normalt selv hang ud på. Waikiki Bar. Det var landsbyens surferbar, og ejerne var et ecuadoriansk par, der var noget mere rolige og afslappede omkring stedet omsætning og kundekreds. Musikken var oftest reggae og kunderne var som regel stedets surfere og deres kærester, venner og familie. Det var hyggeligt, at have mine venner tæt på, når der en sjældent gang imellem var tid til en pause.

Jeg kendte godt ejerne af Waikiki, vi havde snakket sammen før. Fyren var selv surfer, så om dagen mødte jeg ham tit med vores fælles venner. En aften midt i en skideballe fra Møghunden, skævede jeg over til den anden bar, hvor ejeren stod med et smørret grin. Så snart jeg var alene igen, gik jeg derover, slog hænderne ud og spurgte: “Hvad er så morsomt?!”

Alexander, som han hed, grinede igen og sagde: “At du finder dig i det.” Jeg sukkede: “Jeg ved det, du virker ikke så slem. Kunne I ikke have ansat mig i stedet?” Han grinede igen: “Jo, du kunne da bare have spurgt?”

Og det var rigtigt. Det kunne jeg jo.

I de kommende uger sendte vi mange blikke til hinanden – venskabelige blikke, bevares! Men det er det første, som Alexander og jeg har haft internt. Det første minde vi har fra et venskab, der fra den dag kun har vokset og bliver ved med at vokse.

Jeg vil glæde mig til at fortælle mere om hele eventyret. Tak fordi du læste med.