“Det var lidt som om vi havde fået en sygdom, der kunne smitte”

Da Maria skulle begraves, havde min mor et par skrig-blå bukser på og en dertil matchende skrig-blå skjorte – et smart sæt tøj i midten af 80’erne. Hun var gået rundt i en tåge, skulle gøre sine to små drenge klar, hvorefter hun skulle ned i kirken og begrave sin lille datter. Udvalget i skabet havde været begrænset, da hendes krop som forventeligt efter en graviditet, ikke lignede helt sig selv, så hun havde taget det sæt, hun syntes var pænest. Det var først nede i kirken, at det gik op for hende, hvor selvlysende hun så ud, lige der midt i alt det sorte og triste, men hun havde ikke tænkt på det før. Hendes tanker havde været ved hendes pige, der nu lå i en lille, bitte, hvid kiste foran hende. Siden da har hun spurgt sig selv, hvorfor pokker der ikke var nogen der sagde noget. Hvorfor var der ikke nogen, der havde hjulpet hende?

Men hvad skulle man lige sige? Hvad siger man til en forælder, der højst sandsynligt står midt i den største sorg han eller nogensinde skal opleve i sit liv? Det er så skrøbeligt, så sørgeligt, så smertefuldt og frygteligt, at man ikke tør røre ved det, for hvad hvis nu, at man gør det værre.

 

Gøre det værre…  kan man det?

“Det var lidt som om vi havde fået en sygdom der kunne smitte, og man derfor ikke ville nærme sig”,

skrev en af mødrene til mig, da jeg spurgte, hvordan omverdenen reagerede, da de mistede. De havde ligesom mange af de andre oplevet, at folk omkring dem tog afstand, undgik dem eller forsvandt pludseligt helt ud af deres liv. At folk havde krydset gaden for at undgå kontakt, når de havde afleveret eller hentet deres børn i børnehaven eller vuggestuen, at de blev ignoreret, og at mange forsøgte at tie det ihjel.

Nogle af mødrene havde oplevet, at når de prøvede at tale det igennem med deres venner, blev der stille i rummet. De ville ikke røre ved det.

Det er blandt andet frygten, der holder os tilbage. Frygten for ikke at sige det rigtige. Frygten for at komme for tæt på og frygten for at komme derud, hvor vi ikke kan bunde. Hvor vi står uden ord eller hvor vi risikerer at sige noget forkert. Frygten for at gøre det hele værre.

Men stilheden var ulidelig. Den blev oplevet som sårende og ensom for mange af mødrene. Som om de stod alene med det hele.

“Uanset om det tager en 2 timer, 2 uger eller 2 måneder at blive bare nogenlunde stabil, er det helt okay. Følelser er sådan et underligt koncept idag, fordi det på den ene side er super offentligt med sociale medier, selvrealisering osv. Og samtidig stadig så mange emner der er tabubelagt ude i “virkeligheden”, hvor folk har svært ved at vide hvordan de skal reagere, så det bliver sådan noget “op på hesten igen” fis.”

 

Anerkendelse er gyldent ord

Nogle gange kan det være svært at forstå andres sorg, når vi ikke har set og mærket, hvad et andet menneske har mistet. Når vi for eksempel hører om et tabt uden at have kendt til graviditeten, eller når vi glemmer, hvor hurtigt man når at knytte sig til det lille liv inde i maven. Det lille liv, som har hjerteslag fra uge 5.

For mange af os starter tilknytningen til vores barn allerede ved tanken om at skulle lave et barn. Den vokser med fornemmelsen af noget nyt i ens krop, og igen når vi ser de to streger på testen. Kærligheden vokser med hormonerne og forestillingerne om det lille menneske, der ligeså stille former sig inde i maven.

Især de mødre, der ikke fik lov at gå hele graviditeten ud, oplevede en manglende anerkendelse af deres tab, selvom både tabet og sorgen var (og er) stor.

De fortæller:

“Det mange ikke forstår at selv om jeg ikke var længere henne, så blev jeg mor da jeg bestemte mig for at beholde det.””

“Det var rigtig svært, for det føltes som om det heller ikke var ok, at jeg var så ked af det. Som om jeg bare skulle komme videre sådan bare lige.”

“Vores familie har aldrig sådan snakket vildt meget om det og for nogle tror jeg også “bare” de tænker, at det var en abort. Men jeg lå på fødegangen og fødte en baby, med 5 fingre og tæer, øjne, næse osv bare i miniature størrelse. Så for os er det altså vores pige.”

”Når de sagde: Det ved du når du engang selv bliver mor, og der stod jeg og var mor til to, som jeg desværre ikke fik lov at beholde.”

 

Hvad kan du gøre?

Selvfølgelig oplevede nogle af mødrene også støtte og omsorg fra deres venner, familie, og ikke mindst sundhedsvæsenet – dette er også vigtigt at snakke om, for det er vigtigt, at vi ved, at vi kan hjælpe og gøre en forskel.

Nogle kom i sorggrupper og fik tilknyttet kontaktpersoner, der havde været igennem det samme. Nogle familier og venner hjalp med de daglige gøremål, som aflevering og afhentning af de ældre børn, madlavning, gåture med hunden, og vigtigst af alt, at snakke om det og græde sammen over det.

Alle disse ting betød uendeligt meget.

Alle har brug for noget forskelligt i deres sorg, og nogle gange har man ikke lyst til, at folk spørger ind til detaljerne, men det eneste som ingen af mødrene ønskede, var stilheden og den manglende anerkendelse.

Som pårørende og udenforstående kan du ikke ændre på det der er sket. Det er der ingen der kan. Du kan ikke fjerne den sorg de står i, men du kan lade dem vide, at de ikke er alene.

Du kan…

  • se sorgen i øjnene med dem der har ondt, og se DEM i øjnene. De er mennesker, de er der, og de har også brug for at blive set.
  • åbne munden og bryde stilheden. Hvis du ikke ved hvad du skal sige, så sig dét.
  • lytte – lad dem fortælle, hvis de har lyst. Spørg om de har lyst til at fortælle mere om det eller snakke mere om det – og hvis ikke, er det også helt okay!
  • anerkende sorgen og anerkend tabet. Det er okay at sørge, uanset hvordan eller hvornår man har mistet. Anerkend også sorgen, selvom den ikke er helt ny. Det er en smerte, der aldrig helt vil forsvinde.
  • Husk også at spørge om alt det andet: de store børn, arbejdet, interesserne. Hjælp forældrene med at huske på, at de er mere end sorg.

 

Jeg ville ønske de havde sagt noget til mig, at de i det mindste havde sagt at de ikke vidste hvad de skulle sige.”

 

Læs også de andre blogindlæg om spædbarnsdød her og her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *