Min første graviditet

Alexander og jeg nød hinanden i Ecuador i sommeren 2013. Det var et par måneder med sol, strand, fest og kærlighed, næsten ligesom man læser det i bøgerne og ser på film. Alexander stod tidligt op om morgenen for at arbejde i sine forældres restaurant i Atacames, mens jeg sov længe og boblede i hans lejlighed. Når jeg ellers fik taget mig sammen, hev jeg mig op og hoppede i en bikini og en kjole. Derefter gik jeg ned til Alexander, hvor jeg kunne spise morgenmad med svigermor og svigerfar.

Om eftermiddagen lå jeg på stranden og nød solen, mens Alexander surfede, og om aftenen tog vi med vores venner på Waikiki, den bar som Alexander engang havde ejet. Alt var love.

Den morgen alt ændrede sig

Da Alexander fyldte år i juli, fejrede vi det over 5 dage. Vi rejste lidt rundt mellem hovedstaden Quito, og kystbyerne Atacames og Mompiche. Om morgenen på Alexanders fødselsdag, vågnede vi i Mompiche på Hostal La Facha. Et hotel der er lavet af bambus, træ og strå, og på vores værelse var der en lækker balkon med udsigt ud over Stillehavet. Man kunne kun høre havets bølger slå ind over stranden, vinden i palmerne udenfor vinduet og lyden af græshopper på jorden.

 

Det var her Nohr fandt sin vej til den her verden. Og jeg vidste det, det øjeblik det skete. Det var bare som om alle lyde blev lidt skarpere, lyset skiftede tone, og jeg kunne mærke, at vi ikke var alene mere. Jeg tror, at nyforelskelsen og dét, at jeg befandt mig langt fra al teknologi, stress og kalendere, skærpede mine sanser. Det var i alt fald en ny og meget ukendt følelse.

Et par dage efter blev jeg lidt svimmel og oplevede en smule kvalme, blot en enkelt dag og i nogle få timer. Jeg tror det var der ægget satte sig fast. Jeg havde gjort Alexander opmærksom på mine fornemmelser, men han bekymrede sig ikke. Det virkede nok også endnu mere uvirkeligt for ham, end det gjorde for mig.

 

Og hvad så nu?

Over den næste uge tog jeg flere graviditetstests, og de var selvfølgelig alle sammen negative. Jeg ærger mig lidt over, at jeg havde brug for en positiv graviditetstest, for at tro på det, jeg allerede vidste, men tvivlen er tit stærkere end troen.

Udover mine fornemmelser havde jeg dog ingen symptomer på graviditet udover en ekstrem, overvældende, overdreven træthed. Jeg sov til klokken 9 hver dag, hvorefter jeg stod op, spiste morgenmad og gik i seng igen. Derefter stod jeg op til frokost, hvorefter jeg fik slæbt mig ned til stranden eller på tur med Alexander i hans bil – både på stranden og i bilen faldt jeg i søvn igen. Derefter tog jeg typisk en lur efter aftensmaden, så jeg kunne komme med på Waikiki om aftenen, men jeg var som regel hjemme i seng igen omkring midnat. 

Jeg sov mere end en nyfødt, og min svigermor syntes jeg var noget doven af mig, ferie eller ej.

Da der var gået 13 dage efter Alexanders fødselsdag, tog jeg endnu en test. Da resultatet kom frem, slog jeg øjnene op til dobbelt størrelse og skyndte mig ind i sengen til en sovende Alexander. Det var en svag streg, men den var der, og al min tvivl var væk med det samme.

Alexander var dog ikke overbevist endnu, og der skulle en blodprøve til før han troede på det. Da han fik det positive resultat i hånden, sagde han: “Og hvad så nu?”, hvorefter han forblev tavs i to timer – to meget lange timer i min verden. Han udtrykte dog heldigvis sin lykke og glæde, så snart chokket havde lagt sig.

 

At rejse hjem med en blind passager

Vi nød hinanden den sidste måned jeg havde tilbage i Ecuador. Jeg var fortsat meget træt, men kunne dog holde mig vågen lidt flere timer ad gangen, end jeg kunne de første uger. Jeg tror vi gik omkring en million ture på stranden, hvor vi snakkede om fremtiden og alle de tanker der fyldte vores hoveder. Især jeg havde mange tanker, som jeg havde brug for at få styr på. Hvor skulle vi bo? Hvad skulle vi leve af? Hvor skulle jeg føde? Hvad skulle barnet hedde? Hvilke tanker havde vi hver især om forældreskabet og tilgangen til børn?

Selvom det var en svær tanke for Alexander, gik han med til, at barnet skulle fødes i Danmark, og at vi skulle bo de første par år i Danmark, såfremt det kunne lade sig gøre for ham, at få visum. Jeg var samtidig indstillet på, at planerne kunne blive ændret meget pludseligt. Det vigtigste var, at vi var sammen.

Da jeg var 7 uger henne, stod vi igen i Quito Lufthavn, hvor vi skulle sige farvel til hinanden. Alexander fortalte siden, at det var en af de hårdeste dage i hans liv, for han følte sig så magtesløs: Jeg tog afsted med et lille liv i maven, en lille bønne med hjerteslag, som var hans barn. Jeg tog den lille bønne med til Danmark, et ukendt land, som han aldrig havde set, og som han på daværende tidspunkt ikke havde tilladelse eller mulighed for at rejse ind i.

 

Praktisk preggo

I Danmark ventede der mig mere arbejde end jeg havde troet. Det viste sig, at være en større opgave, at få skaffet et turistvisum til Alexander, og det betød, at de første måneder af graviditeten, brugte jeg min energi på det. Alexander arbejdede alt det han kunne, så han kunne have en lille opsparing med til Danmark, mens han kæmpede med at fremskaffe alle nødvendige papirer til ansøgningen. Samtidig fik jeg skaffet en ny lejlighed, der var stor nok, så vi kunne søge om familiesammenføring inden den lille bønne blev født.

Min mor tog med mig til både nakkefoldsscanning og misdannelsesscanning. Det var en meget ambivalent oplevelse, da jeg selvfølgelig elskede, at se mit lille barn svømme rundt derinde og have det godt, og samtidig savnede jeg også at kunne dele oplevelsen med Alexander. Derfor fik vi ikke kønnet at vide, men fik i stedet en konvolut, hvori det stod. Den fik en plads på en hylde i lejligheden, så Alexander og jeg kunne få lov at åbne den sammen.

Sorger og glæder

Tiden gik langsomt. Jeg savnede Alexander, og jeg savnede, at dele graviditeten med ham. Jeg kan huske den første aften, jeg mærkede et lille spark derindefra. Jeg sad i stuen med benene på bordet og gloede Friends, da der pludselig boblede. Jeg skreg af glæde og ringede straks til Ecuador, hvor jeg fortalte det til Alexander, der var på arbejde i restauranten. Da vi havde glædet os over det sammen, sagde vi godnat og lagde på, hvorefter jeg igen sad alene i den mørke stue – og så begyndte jeg at græde. Jeg manglede ham, og jeg følte mig enormt ensom i min lykkelige graviditet.

Men dagen kom, hvor vi pludselig stod overfor hinanden igen, denne gang i Aalborg Lufthavn. Jeg var nu 24 uger henne, og der var kun 4 måneder til terminen. Det virkede så surrealistisk, og alligevel kunne det ikke blive mere virkeligt. Vi var endelig sammen igen.

Da vi kom hjem til den nye lejlighed, så Alexander straks konvolutten fra scanningen, hvorefter han fløj hen til den og åbnede den. Der var et billede fra scanningen, samt et papir, hvor der stod: “Det ligner en fin dreng, God Jul”.

Det var skønt at fejre julen sammen, glæde os over vores lille perfekte dreng inde i maven, og samtidig se frem til vores bryllup, der var lige rundt om hjørnet. Da vi trådte ind i det nye år, gik det op for mig, hvor fantastisk 2013 havde været. Præcis som Alexander havde spået for 365 dage siden.

 

Jeg forberedte mig på dommedag

Resten af graviditeten forløb fuldstændig ukompliceret og smertefrit, bortset fra rigtig mange og voldsomme plukveer, men de forblev heldigvis ganske ufarlige.

Trods en fyldt kalender, et bjerg af papirarbejde og en krop der konstant var i spænd, fik jeg forberedt mig på fødslen. Jeg lavede vejrtrækningsøvelser, øvede fødestillinger og læste side op og side ned af alle de pjecer, foldere og bøger, som jeg fik udleveret eller anbefalet af de 7 forskellige jordemødre jeg mødte i løbet af min graviditet, og refererede alt det jeg kunne til Alexander.

Jeg var ikke bange. Jeg var spændt, og jeg var overbevist om, at jeg ville være en ørn til at føde. Eller en fisk, for jeg ville føde i vand. Den del jeg ikke var god til, var uvisheden om, hvornår mon det ville gå i gang, og jeg forberedte mig på, at gå over tid, for alle sagde, at det gjorde førstegangsfødende.

Jeg talte med dem jeg kendte om deres fødsel, og erfarede at de fleste oplevede udvidelsesfasen, som noget der kunne minde om dommedag. Jeg forberedte mig på at overleve dommedag. 

Generelt følte jeg, at hele verden prøvede at skræmme mig fra at føde det her barn, som faktisk allerede sad på min bækkenbund.

 

Nu er det nu!

En morgen i marts vågnede jeg med en følelse af vand mellem benene. Da jeg rejste mig, løb der noget væske ned af mine ben, så jeg vækkede Alexander. Jeg var 38+6, og dagen var kommet meget før end jeg havde regnet med. Vi ringede til fødegangen, som bad os komme ind til et tjek, hvorefter vi hoppede i tøjet og tog bussen over broen. Jeg mærkede intet til veer og vandet var stoppet med at sive.

På CTG’en kunne de se, at jeg havde regelmæssige plukveer. Jeg fik en indvendig undersøgelse, og jordemoderen kunne fortælle, at mit vand ikke var gået, men at jeg var 2 cm åben. De foreslog os at gå en tur, og mens vi nød udsigten ud over Limfjorden, fik jeg adskillige plukveer på turen, som jeg måtte stoppe og puste for.

Da vi efter 30 minutter kom tilbage til fødegangen, blev jeg tjekket igen. Veerne var hyppigere og kraftigere, og jeg var 3 cm åben. “Du er i fødsel,” sagde jordemoderen, hvorefter jeg blev indlagt og Alexander ringede efter min mor, som skulle med til fødslen.

Det var så spændende det hele… havde vi dog bare vidst, at der stadig var 2 uger til, at vi skulle møde vores søn for første gang.