Prinsen på det grønne surfboard

Man kan aldrig rigtig spå om fremtiden. Man kan have drømme, ønsker, og hvis man har ro på tilværelsen, kan man måske endda have en ide om, hvad morgendagen bringer.

Sådan havde jeg det ikke i 2013. Jeg anede ikke, hvad fremtiden ville bringe. Hele verden stod ligesom åben, jeg vidste ikke hvad for et ben jeg skulle står på, og efter et langt og udfordrende år forinden, havde jeg glemt mig selv og mine drømme og ambitioner fuldstændig.

 

Overspringshandlinger er vigtige

Jeg bestemte mig for, at uanset hvad, måtte året indeholde en rejse til Ecuador. Jeg kunne købe billetten, så snart jeg kendte sidste eksamensdag, som måtte blive engang i juni. Efter sidste rejse følte jeg et større savn til Ecuador end de andre gange, da jeg ikke havde nydt mit ophold, som jeg ellers plejede at gøre.

En kold vinterdag sad jeg ved computeren og læste til en forelæsning. I nederste højre hjørne poppede Alexanders navn op på Skype, og jeg ringede straks op. Det var den perfekte overspringshandling midt i en kedelig tekst, og selvom vi aldrig havde snakket sammen på Skype før, tænkte jeg, at det nok skulle blive hyggeligt. Et godt grin kan man altid bruge.

Jeg kan ikke gengive vores samtale særlig godt, for jeg kan simpelthen ikke huske, hvordan og hvornår tonen mellem os ændrede sig. Det ene øjeblik sad vi og smalltalkede, jokede og grinede. Det næste øjeblik sad vi dybt seriøse og undrede os over, hvorfor vi egentlig aldrig havde tænkt på hinanden som andet end venner.

Samtalen varede 8 timer. Jeg var helt ør i hovedet bagefter, og sad tilbage med en mærkelig, surrealistisk fornemmelse. Hvad var der lige sket? Var det sommerfugle, jeg havde i maven? Men det var jo Alexander. Vi havde snakket om alt, vi havde kigget på hinanden i stilhed, der havde været akavede øjeblikke, og flere gange var jeg blevet varm i kinderne. Som en fantastisk første date.

 

Kærlighed i skyen

Over 4 måneder snakkede eller skrev Alexander og jeg hver gang vi havde chancen. Vores internet-flirt udviklede sig langsomt til en forelskelse, og jeg kan huske følelsen af varme, nervøsitet, spænding og kilden i maven, når han sendte mig et hjerte eller kaldte mig noget sødt.

Grundet tidsforskellen var Alexander som regel ikke online før over middag, og når jeg var på vej i seng, var han på vej ned for at fange de sidste bølger inden solnedgang. Alexander havde ikke en smartphone, så samtalerne foregik, når han var hjemme eller nær en internetcafe. Det betød, at han levede på sit værelse foran computeren, og jeg levede i min telefon.

Starten på vores forhold var meget atypisk og anderledes, men vi lod os rive med denne nye og spændende oplevelse, hvilket belønnede os med et stærkt og solidt grundlag for et stærkt og solidt forhold. Når man er 10.000 kilometer fra hinanden, betyder det at date, at snakke – meget. Inden vores første kys havde vi allerede snakket om, hvad der var vigtigst for os i et forhold, og hvad der var vores største drømme. Vi delte de bedste minder og de værste fortrydelser fra vores liv, samtidig med at vi lukkede hinanden ind i hver vores hverdag og verden.

Samtidig var nedtællingen i gang. Der var ikke længe til, at vi skulle ses i Ecuador igen. Han skulle hente mig i Quitos nye lufthavn, 360 dage efter at han, som en god ven, havde afleveret mig i den gamle lufthavn.

 

Illusion eller ægte kærlighed?

Jeg rejste med en veninde dagen efter jeg havde forsvaret mit bachelorprojekt. Jeg glædede mig, og samtidig var jeg ekstremt nervøs. Hvad hvis nu der ikke var en gnist? Og tænk hvis nu, at afstanden mellem os og spændingen over alt det nye havde skabt en illusion af det hele? Det kunne skade venskabet, det kunne skabe en akavet situation, og hvad var egentlig min plan i Ecuador, hvis ikke det gik.

Ventetiden havde været lang, rejsen var lang, og lige med et stod han foran mig i lufthavnen og gav mig uden tøven og frygt et stort kys. Han kiggede mig dybt i øjnene og smilede, hvorefter vi gik ud til bilen og kørte afsted, mens mine ben rystede under mig.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at der med det samme var fyrværkeri, lyserøde skyer og flyvende elefanter, men det var der ikke. I alt fald ikke den første dag. Der var akavethed og stilhed. Han holdte mig i hånden i bilen, og jeg glædede mig over, at vores kammerat Luchito var med – han forstår om nogen at bryde stilheden med en kommentar, som kan få alle til at grine.

Jeg havde brug for ro til at kunne mærke, at jeg var landet, så efter to dage tog vi ud til kysten, hvor vi havde nogle dage for os selv i den isolerede kystlandsby Mompiche. Her fandt vi hinanden, og kærligheden begyndte at blomstre for alvor. Vi var nyforelskede, og samtidig føltes det så naturligt og normalt at være sammen. Som om vi havde været i et forhold i flere år, og jeg kunne ikke længere huske, at vi engang kun havde været venner.

Det var utroligt, hvordan jeg havde startet året på så usikre fødder og med så tom og så ødelagt en energi. Vi havde begge følt, at vores fremtid var uklar, og vi havde begge følt, at det hele var lidt håbløst. Jeg tror ingen kunnet have spået, at Alexander og jeg skulle finde sammen, men det gjorde vi – heldgivis, og der er aldrig noget, der har været så rigtig i mit liv før. Han kom som prinsen på den hvide hest (eller det grønne surfboard) og reddede mig, og jeg reddede ham lige tilbage.

Vi nød nu tosomheden i Ecuador uden at vide, at vi var tættere end nogensinde før på at skabe et nyt lille menneske sammen.

 

Mompiche, Esmeraldas, Ecuador