Rebozo er mexicansk magi

Når noget meget simpelt viser sig at være fantastisk, så kan det nogle gange være svært at tro. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at et tørklæde skulle blive mit allervigtigste værktøj i mit arbejde som doula. Faktisk har jeg efterhånden altid en rebozo med mig i tasken – man ved aldrig, hvornår man får brug for lidt mexicansk magi.

 

Hvad er Rebozo?

Rebozo er en blid og afspændende massageteknik, der kan bruges på alle, som har et behov for afspænding eller lindring af smerter i kroppen. Jeg bruger det både på min familie og venner, men i største omfang på de kvinder, jeg besøger som doula.

Jeg bruger tørklædet som forlængelse af mine arme, og på denne måde giver jeg omsorg til gravide, fødende, nybagte mødre, og ikke mindst deres barn. Kvinden vugges, rystes, masseres, strammes, løftes og klemmes med tørklædet, alt efter hvilken effekt der ønskes massagen skal have.

‘Rebozo’ er et spansk udtryk for et aflangt stofstykke – et uundværligt hjælpemiddel for mange mexicanske kvinder. Det bliver nemlig brugt som både sjal, slynge og redskab til massageteknikken. Den ældgamle teknik stammer fra Mexico.

 

Et tørklæde med 1000 egenskaber

Man kan bruge rebozoen før, under og efter fødslen i de forskellige situationer der kan dukke op. Min erfaringer er, at jo oftere rebozoen er brugt under graviditeten, des mindre er der behov for den under fødslen. Herunder ridser jeg nogle af de funktioner op, som rebozomassage kan have.

 

Under graviditeten kan Rebozo…

  • lindre graviditetsgener
  • lindre smerter, specielt lænde- og bækkensmerter
  • hjælpe barnet til en god eller bedre position i bækkenet
  • være afslappende og afspændende, samt give velvære til dig og din baby
  • stimulere dit barns motorik og sanser
  • skærper kontakten mellem mor og barn
  • forberede til et lettere fødselsforløb

 

Under fødslen kan Rebozo…

  • virke smertelindrende
  • give afslapning og afspænding mellem veerne
  • hjælpe barnet længere ned i bækkenet
  • hjælpe barnet til at rotere i bækkenet
  • fremme veer og fødselsforløbet
  • sætte gang i veerne, hvis fødslen starter med vandafgang

 

Efter fødslen kan Rebozo…

  • give en samling på din krop med en barselslukning
  • give velvære, nærvær og omsorg
  • vugge barnet og stimulere den nyfødtes sanser på en tryg måde

 

Stort set alle former for massage er god for mor og barn, både i graviditeten, under fødslen og efter fødslen. En god og tryg massage får dig til at slappe af, hvilket sænker niveauet af stresshormoner, så din krop og fødselshormoner kan gøre det der skal til for, at du kan gå i fødsel naturligt, få styr på amningen eller andet, som er vigtigt for dig i denne tid.

 

Men virker det?

Ja for pokker!

Jeg har oplevet rebozoens magi på min egen (gravide) krop, og jeg elskede det. Det har for mig både virket smertelindrende og afslappende, men vigtigst af alt satte det min anden fødsel i gang. Jeg instruerede min mand i at ryste mig blidt, omsorgsfuldt og effektivt. Det gav pote med det samme.

At have oplevet rebozoen på egen krop er enormt bekræftende, men mest af alt er det også skønt at give denne omsorg videre til andre kvinder. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det virker (på de fleste), og at brugen af rebozo kun vil vokse fra nu af.

 

Skal du have en rebozomassage, så har jeg et lille tip til dig:

Min erfaring fortæller mig, at des mere du giver dig hen til rebozoen, massagen og den person, der giver dig den, des mere får du ud af det. Det er vigtigt, at du er tryg, at du føler det behageligt, og at du trækker vejret dybt, så hele din krop får mest muligt ud af det.

For over 10 år siden tog jordemoder Marta Orbis Rebozo-metoden med til Danmark, og jeg er hende evigt taknemmelig. Det er nemlig Marta, der har lært mig kunsten bag rebozo, hvordan man udnytter dens potentiale bedst muligt, og samtidig passer godt på den gravide og hendes lille barn.