Et regnbuebarn: At blive mor igen efter at have mistet

Photo: Cecilie Wennerlin, Vidunderet i skyen

Photo: Cecilie Wennerlin, Vidunderet i Skyen

 

Ingen der har prøvet det før ved hvordan det er, at miste et barn”

 

Tiden stod stille for Mette for godt 2,5 år siden. da hun en tidlig morgen vågnede med meget spændte bryster. Hendes 30 dage gamle søn lå livløs ved siden af hende, og så lidt trykket ud i ansigtet. Hun prøvede at ligge ham til brystet, og da går det op for hende, at den er helt gal. Hun løfter den lille baby op og både far og mor slår alarm, men der var intet at gøre. Intet at stille op. Lille Rumi havde stoppet med at trække vejret i løbet af natten, og Mette og hendes mand stod overfor enhver forældres største frygt. De havde mistet deres lille, nyfødte søn til vuggedød.

 

(Du kan læse hele Mettes fortælling om Rumis død her)

 

Regnbuebørn

I Danmark bruges udtrykket ‘Regnbuebørn’ oftest, når man snakker om en børnefamilie, der ikke nødvendigvis matcher den traditionelle, heteronormative kernefamilie med far, mor og børn. Internationalt bruges udtrykket også om børn, der har nogle specielle, spirituelle evner.

 

Og sidst, men ikke mindst, bruges udtrykket ‘Regnbuebaby’ om de børn, der bliver født efter en spontan abort, dødfødsel eller spædbarnsdød. Det er den sammenligning der henvises til i dette indlæg.

 

Udtrykket kommer sig af sammenligningen med en regnbues betydning efter et koldt, voldsomt og regnfuldt uvejr. Den lysende, farverige og klare regnbue giver håb. Den minder os om ikke at give op, for verden og naturen er et smukt sted. Regnbuen er ofte meget værdsat, når den står til sammenligning med det uvejr – den sorg – som vi lige har stået overfor, inden den kom frem.

 

Favnen fuld af sorg og glæde

Et regnbuebarn kommer ikke for at fjerne sorgen over det barn, der ikke længere er. Den sorg vil aldrig forsvinde, og det højtelskede barn, som man har mistet, vil aldrig blive glemt. Derfor kan dét at blive forælder igen efter at have mistet være en ambivalent oplevelse. Foruden glæden over at blive gravid igen, at føde igen, at stå med sit levende barn og eventuelt amme igen, kan mødrene især ofte føle tvivl, frygt og skyld. Tvivlen omkring deres evner til at være mor, frygten for at miste igen, og skylden over for det barn de har mistet.

 

Mødre til regnbuebørn har fortalt mig, at floden af følelser, når man står med sin nyfødte regnbuebaby er overvældende – glæden og sorgen ramler mod hinanden som bølger slår mod stranden, kroppen gisper efter luft, og ordet kærlighed får en helt ny betydning. Nogle gange kan man komme til at lukke af, da disse følelser kan være svære at håndtere, og her er det vigtigt, at ens omverden støtter op om, at alle følelserne er velkomne. Det er okay at sørge, samtidig med at man glædes.

 

Et regnbuebarn kommer med noget helt specielt. En gave fra det barn man har mistet. Regnbuebørn har nemlig en ekstra favn og et ekstra rum af kærlighed, som både barnet og resten af familien vil bære sammen gennem livet. Det lille barn kommer for at blive elsket, men også for at elske, dele kærligheden ud og for at heale den familie, der for en kort stund var helt ødelagt.

 

En regnbuemors fortælling:

Mette har været meget åben omkring tabet af Rumi. Lige så åben har hun også været omkring oplevelsen af at blive mor igen. Rumi var Mettes tredje barn, tredje søn, og skæbnen ville, at de året efter skulle få en lille datter. Jeg har fået lov til at dele hendes historie her:


“D. 29. Juni 2015 vågnede jeg op med min søn Rumi ved min side. Død. Jeg husker ikke så meget fra den morgen, andet end blod i sengen og falck redderne der forgæves forsøgte at få liv i den lille krop. Uden held. Vi kom på sygehuset og måtte sige farvel til ham. En måned blev han. Den dag idag er det stadig ikke til at forstå, at han skulle dø og tages fra os så tidligt.

Jeg tænker stadig nogen gange på om vi har gjort noget forkert for der må jo være en grund til at man dør? At leve med uvisheden og skyldfølelsen over at man ikke har kunnet passe godt nok på sit barn er det værste, og at se ens andre børn skulle igennem sorgen og hjælpe dem videre med noget man ikke selv har svar på, er noget af det sværeste vi har været igennem.

Rumi blev kun 1 måned gammel
           Rumi blev kun 1 måned gammel

Det var fantastisk at blive gravid igen – jeg var så klar til at skulle have et barn mere. Det var dårlig timing med alt, men havde brug for at bruge mine tanker og energi til at få et levende barn.

 

Beskyttet og elsket

Den 28. maj 2016 fødte jeg så en lille pige, et rigtigt regnbuebarn. Ikke nok med at hun fyldte os med glæde, så gav hun mine to store drenge så meget lykke, glæde og kærlighed. Vi har tænkt meget over den dag hun blev født. Ikke kun blev hun født præcis 1 år og 2 dage efter Rumi, men hun blev også født på min mands fars fødselsdag (og dødsdag). Hun blev født i et sommerhus på Norddjurs lige efter solopgangen med hele min familie til stede. Vi var 15 personer til stede for at tage imod hende og i den indianske tro (som min mand tror på) er hun nu ekstra beskyttet, fordi der var så mange til stede, og fordi hendes farfar beskytter hende fra himlen.

 

Hun blev født som en rigtig stjerne og fik derfor navnet på quechua Qori Chaska (den gyldne stjerne). Hun har bragt så stor glæde for hele vores familie og fylder dagligt os alle med så meget kærlighed.


Jeg var selvfølgelig bange for også at miste igen, men blev ved med at tænke at alle mine graviditeter var gået så godt, at jeg ikke var så bange under graviditeten. Det var mere bagefter. Jeg tjekkede ofte hendes vejrtrækning, når hun sov, men følte indeni at hun nok skulle få lov at blive. At der ikke ville ske hende noget. Og som tiden gik tog vi det mere og mere roligt.

 

Måske er hun vores gave fra Rumi

Det har stadig været nogle år fyldt med ambivalente følelser.  Mest af alt fordi da jeg var gravid med Rumi, ønskede vi os alle en pige. Alle i min familie har fået drenge, så der var ingen tvivl om andet end, at alle så gerne ville have en pige, og da  jeg så efter Rumi blev gravid med en pige, blev jeg ramt af en skyldfølelse fordi han måske ikke var ligeså ønsket som vores pige. Men efter at have tænkt længe over det besluttede jeg mig for, at det ikke nyttede noget at fortryde, at vi ikke havde været på samme måde med Rumi. Vi blev nødt til at acceptere det, og måske var det bare meningen det skulle ske? Måske havde Rumi en grund til at han kun skulle være her så kort tid? Og måske har det hele tiden været meningen at Chaska skulle komme til verden og fylde vores liv med kærlighed.

 

Jeg er nogle gange blevet spurgt, om jeg har tænkt på, at hvis vi ikke havde mistet Rumi, havde vi aldrig fået Chaska, og det har jeg selvfølgelig. Det er næsten det værste, for man kan jo ikke vælge mellem to børn. Vi fik så ikke valget. Vi ville ikke kunne leve uden Chaska.

 

Jeg tænker faktisk, at måske er hun vores gave fra Rumi”

De stolte storebrødre med deres lillesøster Chaska. Lillebror Rumi vil altid have en særlig plads i deres hjerter.
De stolte storebrødre med deres lillesøster Chaska. Lillebror Rumi vil altid have en særlig plads i deres hjerter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *