Når det utænkelige sker

Min side og min blog er ofte fyldt med glædesfyldte opslag, grin og lykke. Det er jo blandt andet den gode graviditet og den gode fødselsoplevelse, som jeg beskæftiger mig mest med her på bloggen.

Men hvad så, når det hele ikke ender i lykke, men tværtimod sorg og smerte? Det skal vi også snakke om.

Da oktober er internationalt kendt som “Pregnancy and Infant Loss Awareness Month”, har jeg valgt at dele nogle indlæg om emnet. Indlæggene blev skrevet og delt sidste år på min gamle blog, men da de ikke har været tilgængelige på min egen hjemmeside, kommer de her. Jeg håber, at I vil tage rigtig godt imod dem, og at vi kan få slået hul på den larmende stilhed, der er omkring dette så svære og vigtige emne.

 

Vi skal se frygten i øjnene

Et af de sværeste og mest smertefulde emner at berøre, er spædbarnsdød. Bare ordet er svært for mig at skrive, og måske også svært for dig at læse. Tør man overhovedet tænke på det? Tør vi sige det højt, for risikerer vi så ikke, at det sker for os?

At abortere et lille foster med hjerteslag, når man har ventet på graviditeten så længe. At det lille liv man har passet så godt på, pludselig holder op med at sparke. At skulle føde sit barn uden at få lov til at høre dets gråd. At finde sit højtelskede spædbarn uden liv og uden mulighed for at gøre noget.

Misforstå mig ikke, det gør ligeså ondt at skrive, som det sikkert gør at læse. Men den smerte kan ikke sammenlignes med den smerte det er at gennemleve det.

Hvert år er der nogen, der mister deres allerkæreste enten i graviditeten eller i de første måneder efter fødslen,. Hvert år oplever mange af disse kvinder og familier at stå alene tilbage i sorgen, fordi vi er bange (ja, bange!) for at se hinanden i øjnene.

Vi er bange for at sige noget forkert. Vi er bange for den akavede stilhed. Vi er bange for at snakke om alt det der har at gøre med livet, især døden.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige?

Min egen mor mistede en datter til vuggedød før hun fik mig. En lille pige ved navn Maria, som kun blev 7 uger. Det tog mig 27 år, før jeg turde snakke med hende om det. Jeg vidste vitterligt ikke, hvad jeg skulle sige. I sidste ende viste det sig jo så, at jeg ikke behøvede at sige så meget. Jeg skulle bare lytte.

Jeg tror, at vi er så bange for at tage dette emne op, fordi at det er så svært at forholde sig til. I en verden fyldt med kontrol og grænser, er det svært at forholde sig til det uhåndgribelige, og det vi ikke kan bestemme over. Vi vil ikke risikere at komme ud et sted, hvor vi ikke kan bunde. Et sted hvor vi ikke har et svar. Vi tør ikke spørge ind til noget, som vi ikke forstår, eller noget som vi ikke har oplevet, for hvad hvis nu vi står tilbage uden ord?

Ved I hvad? I behøver ikke sige så meget. I skal ikke finde en løsning på det her, for det kan I ikke. Og det er okay.

Det er nok bare at spørge og lytte. Man behøver ikke at sige noget klogt, man behøver ikke at forstå… forstå gør man jo ikke, medmindre man har stået i det.

“Jeg ved ikke hvad jeg skal sige”, er tusind gange bedre end stilheden.

 

Lad os bryde stilheden!

I 1988 blev oktober dedikeret “Pregnancy and Infant Loss Awareness Month”, og det er derfor jeg tager dette emne op nu. I denne måned vil jeg dele nogle indlæg, som skal bryde stilheden. Jeg skrev med en masse mødre sidste år, som hjalp mig med at få et indblik i, hvor forfærdeligt det har været at miste, og hvor hårdt det var, at de efterfølgende blev usynlige i folkemængden. Hvordan venner skar dem ud af deres liv, og bekendte undgik deres blikke på gaden.

Indlæggene vil forhåbentligt hjælpe os til at løfte vore blikke og se sorgen i øjnene sammen, så vi lærer at rumme det, også selvom vi ikke nødvendigvis forstår det.

Ingen skal stå foran så stor en sorg alene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *