Tandemamning – En Tandemammers Hverdag

Jeg bliver tit spurgt om, hvordan tandemamning helt lavpraktisk foregår. Hvor ofte ammer jeg? Har de hver deres bryst? Hvordan putter jeg? I hvilke stillinger ammer jeg nemmest? Er der mælk nok? Hvor længe vil jeg fortsætte?

Sandheden er nok, at mange af spørgsmålene er svære at svare på, da det er ting jeg slet ikke har tænkt over, og måske ikke engang har svaret på endnu. Så i stedet for at tage stilling til de enkelte spørgsmål, vil jeg fortælle lidt om hvad tandemamningen har betydet for os og vores hverdag. Hvordan det gik fra at være et fremmed fænomen og en utænkelig mulighed til at det blev en del af vores hverdag.

Tandemamningen valgte mig

I en læges venteværelse i Gandía, Spanien, det var der jeg stiftede bekendtskab med tandemamning for første gang.

Nohr var 7 måneder, og tanken om langtidsamning havde strejfet mig – altså i de danske termer, amning udover 12 måneder. At amme en 2-årig (eller 3-4-5-årig), lå mig stadig meget fjernt.

Så da en spansk mor satte sig foran mig, og først ammede sit spædbarn for derefter at amme sin 3-årige søn, blev jeg mildest talt målløs og måtte kort dele min forargelse og forundring med min mand: “Kan man det?!”

Nohr voksede og amningen fortsatte. Det faldt mig så naturligt at fortsætte og helt utænkeligt at fravænne ham. Da han blev 18 måneder, var jeg gravid igen. Der er en risiko for at barnet selvafvænner i løbet af en graviditeten, hvilket jeg var indstillet på, men da Nohr fortsatte ufortrødent, forhørte jeg mig hos andre tandemammere, som jeg kendte fra mit netværk, og satte mig ind i fordele og ulemper. Jeg fandt flest fordele. Det var som om det slet ikke kunne være anderledes.

Du kan læse om amning under graviditeten her

Al begyndelse er svær

Den allerførste amning var en kort fornøjelse og måske lidt ambivalent. Hun lå og småsuttede i søvne, og han valgte kun at være med i 15 sekunder, hvorefter han slap og gik over og legede med sine biler. Hendes tilstedeværelse forvirrede ham, og jeg følte mig som en kæmpe lortemor, dog velvidende om at ting kræver tid. I dag er han mere begejstret og spørger til tider efter hende, når han skal amme – nu kan de jo ligge og holde øjenkontakt med hinanden, mens de fyldes op med tryghed og kærlighed. Det er ret fantastisk.

Det krævede noget tilvænning de første par uger, både i forhold til amningen, men også i forhold til at være en familie på 4. Vi skulle alle finde vores roller i den nye familiedynamik, og det er selvfølgelig ekstra hårdt for en tumling, der befinder sig midt i selvstændighedsalderen, så Nohr og jeg havde mange stunder for os selv, hvor ham og jeg hyggede, grinede og fandt hinanden igen med “en amning under 4 øjne”, mens Alba snorkede ovenpå far (gudskelov at nyfødte sover så meget). Alle børn reagerer, men jeg havde et fantastisk værktøj, som kunne give os et øjeblik tilbage i tosomheden. Øjeblikke som fyldte Nohr godt op, og som hjalp ham i processen til at blive storebror.

Tandemamningen blev efterhånden hverdag herhjemme. Der gik ikke længe før jeg fandt ud af at jonglere en nyfødt og en tumling på samme tid, både når vi ammede og i andre situationer, og det blev meget hurtigt et uundværligt værktøj for mig, at kunne amme dem begge og opfylde de forskellige behov de nu hver især havde – især når jeg var alene og alting brændte på.

“Hej skat, jeg er touched out i dag”

Alt var dog langt fra rosenrødt. Nætterne var meget søvnløse i starten, så vi måtte lave nogle ændringer i forhold til natamningen.

Der var også dage, der kunne tage pusten fra mig. Jeg fortalte min mand om udtrykket “touched out. Jeg oplever det ligesom en indre bombe, der tikker og tikker og tikker, og hvis der er nogen der rør ved en igen, så eksploderer den. En uro, en væmmelse, en ubehagelige kilden, som får alt inde i en til at skrige. Den bombe tikkede (og tikker stadig) i mig nogle gange, og ved at han kendte udtrykket, kunne jeg informere ham på vej hjem fra arbejde, om at jeg var touched out! I så fald vidste han, at når han kom hjem, havde jeg brug for at sidde i hjørnet af sofaen lidt, mens han tog sig af ungerne. Et varmt bad eller en gåtur kunne også demontere bomben.

Det skal lige siges, at touched out er en følelse mange mødre oplever – med eller uden (tandem)amning.

Tandemamning er amning af søskende i forskellige aldre

For os er tandemamning fantastisk, dødhårdt, praktisk, upraktisk, behjælpeligt, underholdende, irriterende og vidunderligt på samme tid. Mest af alt, er den uundværligt. Det er en stor hjælp, at kunne stoppe tiden engang imellem og amme dem begge. Det giver lige ro, en pause og et overskud til at fortsætte hverdagen, som kan være ganske hektisk, især når vi er alene hjemme.

Desuden er der ikke noget der gør mig mere lykkelig og varm indeni, end når de begge ligger og ammer imens de kilder hinanden, griner og holder i hånd. Armen altså, jeg smelter og bliver fyldt med indre ro.

Tandemamning er nok ikke for alle, og det er helt okay, men det er i den grad for os. Nu kan jeg ikke forestille mig det anderledes, og jeg har ikke fortrudt det et eneste sekund.