Fødselsberetning: En vidunderlig og vellykket sædefødsel

En perfekt lille dreng født ved sædefødsel

Camilla fortæller her så fantastisk om sin vidunderlige og vellykkede sædefødsel. Om den forvandling og proces hun oplevede i graviditeten, der ændrede hendes tankegang, og hvordan hendes viden om fødsler voksede sådan at hun kunne tage det helt rigtige valg omkring fødslen.

Jeg vil give ordet til Camilla – mange tak fordi jeg måtte dele din fantastiske fødselsberetning, som vil stå her til inspiration for mange andre kommende mødre.

Camillas fødselsberetning

“I slutningen af maj blev min kæreste og jeg forældre til en dejlig, lille dreng, der havde besluttet, at han ville komme til verden med halen først på trods af utallige forsøg på at overtale ham til at vende sig. Selvom det derfor ikke blev til en hjemmefødsel, som vi havde ønsket os, så blev det alligevel en fantastisk oplevelse.

Da jeg var til jordemoder første gang, var jeg helt besluttet på, at jeg bare skulle have epidural, lattergas, badekar og hele pivtøjet, de kunne bare komme med det. Jeg skulle slet ikke nyde noget af at mærke noget som helst.

Jeg begyndte dog at læse forskellige fødselsberetninger om gode fødsler og sætte mig ind i hvad medicinsk smertelindring kunne betyde for fødslen, herunder påvirkning af barnet og betydelig øget risiko for kejsersnit. Da jeg selv er født ved et akut kejsersnit, som var en særdeles traumatisk oplevelse for både min mor og jeg, så ville jeg for alt i verden undgå et kejsersnit.

Efterhånden som jeg læste mere om hvordan en god forberedelse, og det at man tager ejerskab for sin fødsel, kunne mindske behovet for medicinsk smertelindring og komplikationer samt afkorte forløbet, så blev jeg mere og mere overbevist om, at fødslen skulle være så naturlig som mulig. Efter debatten i pressen omkring hjemmefødsler og doulaer, begyndte jeg også at undersøge muligheden for at føde hjemme.
Min kæreste og jeg talte meget om det, læste om det, og talte med vores jordemoder om det, og hun var særdeles positivt stemt overfor idéen.
Så vi besluttede, at det skulle være hjemmefødsel.

Vi fulgte de forskellige kurser, som blev udbudt af Hjørring Sygehus, som vi hører til, men vi følte ligesom ikke rigtig, at vi blev ordentlig forberedt på det allervigtigste, nemlig fødslen. Derfor købte vi os til et fødselsforberedende kursus i Aalborg på Center for Trivsel og Udvikling i Rantzausgade. Det var virkelig godt, og efter det følte vi os klar til en hyggelig hjemmefødsel.

Men der var altså lige den detalje, at lilleprinsen i uge 37 stadig lå med måsen nedad.
På kurset i fødselsforberedelse var doula Heidi Lykholt så sød at give mig en ordentlig tur med rebozoen, samt undervise min kæreste i brugen af den, så puslingen forhåbentlig kunne rystes ud af bækkenet og vende sig den rigtige vej. Derudover fik jeg homøopatisk medicin, zoneterapi og undervisning i brug af moxa af min kusine og 2x vendingsforsøg på sygehuset, hvoraf det første var en særdeles ubehagelig oplevelse, og det andet forsøg var ultra blidt og helt uden ubehag.

Lige lidt hjalp alle vores krumspring, han ville ud med måsen først.

Jeg håbede til det sidste, at han ville vende sig inden fødslen, men det skete ikke, og med 3 uger til termin måtte vi jo tage fødslen og vores ønsker for den op til fornyet overvejelse. Jeg begyndte at læse om sædefødsler og så videoer på YouTube for at blive klogere. Vi talte med jordemoder om det, og hun var med på at vi forberedte os på en sædefødsel. Det samme var lægerne på Hjørring Sygehus. Det betyder dog, at man skal til ekstra undersøgelser, hvor man får tjekket, at bækkenet er stort nok, størrelsesscanning af baby, så man er sikker på, at han ikke var for stor, samt et helbredstjek af os begge.

Ifølge lægerne og min jordemoder (der har arbejdet i Norge, hvor man har et helt afslappet forhold til sædefødsler), så er det ikke hårdere eller mere smertefuldt, og risikoen for komplikationer er kun et par procentpoint højere ift. hvis de kommer med hovedet først.
Grunden til at jeg ikke måtte føde hjemme var, at under selve fødslen skal der være en obstetriker og en børnelæge til stede, da det sker, at de tager deres første indånding, mens hovedet stadig er i bækkenet, og de skal være klar til akut kejsersnit, hvis der opstår komplikationer.

På terminsdagen var jeg ved jordemoder. Jeg har aldrig mærket meget til plukvéer, så jeg havde faktisk ikke nogen fornemmelse af, om en fødsel var nært forestående. Jeg havde også prøvet selv at mærke efter, om livmodermunden var væk, men armene var bare ikke lange nok. Min jordemoder havde en studerende med, som også havde været der til tidligere konsultationer. Hun fik lov til at mærke efter, hvor langt jeg var. Ofryd og lykke, da hun sagde, at livmoderhalsen var væk, og jeg allerede var 1cm åben. Hun lavede en hindeløsning på mig for at sætte lidt skub i tingene, og for at vi for alt i verden kunne undgå en kemisk igangsætning. Det satte skub i sagerne.

Samme aften begyndte jeg så småt at få veer. Det fortsatte stille og roligt henover natten, hvor jeg lige måtte op et par gange og gå en tur i stuen, men jeg fik da sovet også. 

Onsdag morgen kunne jeg godt mærke, at det nok ville blive indenfor det næste døgn, så jeg tog en lur og fik spist godt i løbet af formiddagen, så depoterne var fyldt op.

Under veerne brugte jeg de teknikker, vi havde lært på kurset med bevægelse og vejrtrækning. De var helt uvurderlige og gjorde også, at jeg ikke oplevede veerne som smertefulde. Derudover havde jeg også hele tiden i baghovedet, at det ikke skulle ende ud i kejsersnit, da jeg så heller ikke ville få mulighed for en hjemmefødsel senere hen. Det gjorde mig endnu mere fokuseret på at lave et godt arbejde med veerne under udvidelsesfasen.

Kl 11 var der 7-8 min. mellem veerne og jeg ringede til min kæreste for at sige til ham, at han nok ikke skulle regne med at arbejde sent i dag. Kl 14 var jeg nede på 5-6min. imellem veerne. Kæresten kom hjem ved 15-tiden, og jeg fik taget et varmt bad, inden vi kørte til sygehuset 16.30. Her var der 3-4 min. mellem veerne. Den køretur var nok noget af det værste ved fødslen, da det er overordentlig svært at arbejde med veerne, når man sidder fastspændt i en bil.

Kl 17 var vi på fødeafdelingen, hvor jeg fik sat CTG på, som jeg skulle have på under hele fødslen. Jeg var lige over 3cm åben på det tidspunkt. Kl. 17.40 gik vandet, og jeg var over 4 cm åben. Jordemoderen forsøgte at sætte elektrode på numsen af lillemanden, som ville fungere som erstatning for CTG. Derved ville jeg kunne bevæge mig lidt mere, men det lykkedes først omkring kl. 19.30, da han ellers trak numsen til sig, hver gang hun forsøgte. Derfor lå jeg ned på en seng på siden i 2 stive timer! Jeg er sikker på, at sådan en CTG er lavet af en mand, siden der er monteret så korte ledninger, og de sidder så dårligt fast, at man ikke kan gå rundt. Imellem veerne formåede jeg at slappe så dybt af, at jeg nærmest følte det, som om jeg sov.

Efter lillemanden fik elektrode på måsen, kom jeg op at gå lidt og kunne bevæge mig rundt under de sidste veer, hvilket jeg er meget taknemmelig for, da de trak tænder ud.
Kl. 19.50 fik jeg presseveer og kom op på fødebriksen. Vi var de eneste på fødegangen på det tidspunkt, så pludselig myldrede alt personalet ind, for at se selve fødslen. Der skal være 1 jordemoder, 2 fødselslæger, 1 narkoselæge, 1 børnelæge og 1 assistent til stede. Derudover var der yderligere 1 fødselslæge, 1 jordemoderstuderende (som var helt fantastisk og hende der også lavede hindeløsningen dagen før), 2 sygeplejersker og 1 børnelæge.

De første par presseveer gik med at finde teknikken. Da jeg havde fundet teknikken, lavede jeg et par forsigtige pres for lige at mærke efter, hvordan det var. Det var da ikke synderligt behageligt, men jeg vil heller ikke sige, at det var smertefuldt.

Jeg havde fået fortalt, hvordan folk følte det som at skide både vandmeloner og kummefrysere, så det var lidt det, jeg forventede, men det var slet ikke sådan det føltes. Det føltes som at føde et barn.

Imellem veerne formåede jeg stadig at hvile og bare trække mig helt ind i mig selv. Jeg havde næsten en fornemmelse af at falde i søvn. Jeg husker, at på et tidspunkt ca. midtvejs bliver der lige rigeligt snak og uro på stuen, og jeg kommer lige til overfladen og får sagt et meget bestemt “SSHHH”, da jeg faktisk fik svært ved at koncentrere mig. 

Jeg husker også, at under presseveerne begyndte lillemandens hjerterytme at dykke, og jeg tænkte bare, at nu skal han ud, vi skal ikke have noget kejsersnit her.
Kl. 20.30 kom vores lille mirakel til verden. Det øjeblik, hvor han blev lagt op på min mave og straks søgte brystet, er det mest magiske, jeg nogensinde har oplevet. At møde dette lille menneske, som vi havde ventet på i 9 måneder.

Efter jeg havde fået syet 4 små bristninger, kom vi over i den store seng, de har på fødestuen, hvor vi kunne ligge og hygge os, komme til kræfter og nyde vores lille baby.
Et par ting man ikke får at vide efter fødslen: ens tyngdepunkt er lige pludselig blevet normalt igen, og man har ingen mavemuskler til at stabilisere overkroppen, så det er virkelig svært at holde balancen, når man skal op at stå igen. Og så er man jo frådende sulten bagefter.

Efter vores lille dreng var blevet undersøgt, lå vi lidt og hyggede os, studerede vores lille dreng og fik lidt at spise, inden vi kørte hjem igen omkring midnat. Hjemme igen kravlede vi alle 3 på sofaen med dynerne, fik lidt mere at spise, kiggede og kiggede og kiggede på vores lille mirakel, inden vi faldt i søvn hen ad ved 4-tiden om morgenen.